Vulkan i udbrud nær Islands hovedstad

Rystelser, røg og stærk varme i et område sydvest for Reykjavik er tegn på nyt vulkanudbrud i Island

Offentliggjort Sidst opdateret

En vulkan er mandag eftermiddag lokal tid gået i udbrud nær Islands hovedstad, Reykjavik.

Det meddeler islandske meteorologer ifølge nyhedsbureauet AFP.

Avisen The Reykjavik Grapevine skriver, at udbruddet begyndte klokken 16.40 lokal tid. Det er klokken 18.40 dansk tid.

Kan mærke rystelser

Der stiger røg op fra vulkanen, der ligger i området Litli-Hrútur cirka 30 kilometer sydvest for Reykjavik.

Der kan angiveligt mærkes rystelser i jorden, og der er stærk varme under jordoverfladen, skriver avisen.

Mandag er der registreret et jordskælv i Reykjavik-området, der har en beregnet størrelse på 5,1. Det fremgår af en oversigt fra USA's geologiske undersøgelser, USGS.

Lava flyder fra vulkanen nær Islands hovedstad.
Lava flyder fra vulkanen nær Islands hovedstad.

Tredje gang på to år

Det er tredje gang i løbet af to år, at der er kommet lava ud i dette område, siger Islands meteorologiske institut ifølge AFP.

Island oplevede i april 2010 et vulkanudbrud, der lammede store dele af flytrafikken i Europa, da vulkanen sendte askeskyer flere kilometer op i luften over et meget stort område.

Det førte til aflysning af titusindvis af flyafgange.

Hvad er lava?

Lava er glødende, smeltet stenmasse, der trænger ud på Jordens overflade under et vulkanudbrud og senere størkner til en fast bjergart.

Ordet lava kommer via italiensk fra latin labes ‘fald, sammenstyrtning’, af labi ‘falde sammen, falde ned’.

Kilde: Denstoredanske.dk

Der er endnu ikke nogen meldinger fra Island om, hvorvidt mandagens udbrud kan få konsekvenser for flytrafikken.

Powered by Labrador CMS