Voldtaget af 90 ukendte mænd

Bagmand - hendes egen mand - anholdt ved et tilfælde

Offentliggjort

En retssag om voldtægter af en kvinde over ti år ryster i disse dage Frankrig.

Det skriver expressen.se.

Der er ét offer, over 90 voldtægtsmænd og én grusom bagmand - kvindens egen ægtemand.

Overgrebene har fundet sted i den lille franske by Marzan med 6.000 indbyggere.

Bedøvet og voldtaget

Bagmanden Dominique Pélicot inviterede over ti år mere end 90 mænd til at voldtage hans kone, Gisèle Pélicot, der i dag er 72 år.

Hustruen blev dopet på grænsen til bevidstløshed, inden mændene gik i gang.

Gisèle Pelicot (til højre) og datteren Caroline Darian efter et af retsmøderne i den skrækkelige sag.

Den forfærdelige sag kom for en dag i 2020, og kører netop nu ved retten.

Kan intet huske

Den stakkels kvinde kan ikke huske selve overgrebene og mindes kun fragmenter af, hvad der er sket i årene 2010-2020.

Men hendes mand havde optaget overgrebene på hustruen.

Og da han blev anholdt for at filme op under kjolen på kvinder i et indkøbscenter eksploderede voldtægtssagen, da politiet fandt optagelserne af voldtægterne på hans computer.

Bevismaterialet omfatter mere end 200 voldtægter.

Masser af kønssygdomme

Inden den enorme voldtægtssag blev afsløret udtrykte Gisèle Pélicots børn bekymring for hende, fordi hun ikke kunne huske noget og havde svært ved at koncentrere sig.

Hun kunne vågne op med en ny frisure uden at kunne huske at have været til frisøren dagen inden.

Børnene fik hende udredt for demens og Alzheimers, men lægernes svar var meget overraskende.

Hun led hverken af demens eller Alzheimers men af en række kønssygdomme, der stammede fra de mange voldtægter, hun ikke kunne huske, fordi hendes mand havde bedøvet hende.

Tidligere politimand blandt de tiltalte

50 voldtægtsmænd er identificeret og tiltalt sammen med Dominique Pélicot.

De er mellem 26 og 73 år gamle.

Blandt de tiltalte er en tidligere politimand, en journalist, en soldat, en fængselsbetjent, en brandmand og en sygeplejerske.

Dominique Pélicot havde opstillet en række regler for voldtægtsmændene, der forgreb sig på hans kone.

De måtte ikke have parfume på, måtte ikke lugte af tobak, alle skulle have klippet deres negle, inden de kom på besøg, og de skulle sørge for at have varme hænder, så de ikke risikerede at vække hustruen under voldtægterne med kolde hænder. 

Powered by Labrador CMS