Voldsomt angreb
Israel har angrebet mål i Gaza med fly og kampvogne efter eksplosion ud for Tel Avivs kyst lørdag morgen
Israel har lørdag aften lokal tid angrebet flere mål i Gazastriben.
Det sker, efter at militante palæstinensere i Gaza tidligere på dagen angiveligt affyrede to raketter mod Middelhavet, der eksploderede ud for storbyen Tel Avivs kyst.
Det oplyser Israels militær i en udtalelse.
Ingen militante grupper i Gaza har umiddelbart taget ansvar for episoden. Den islamistiske gruppe Hamas, der regerer i den palæstinensiske enklave, har heller ikke kommenteret raketaffyringen.
Israelsk politi oplyser, at der ikke er nogen sårede eller andre skader i forbindelse med eksplosionerne. De fandt sted tidligt om morgenen.
Israels militær siger, at det efter mørkets frembrud har slået til mod "terroristmål i Gazastriben".
Ingen meldinger om dræbte
Hamas Radio oplyser, at israelske fly og kampvogne har rettet angreb mod nogle af gruppens sikkerhedsposter og en træningslejr.
Der er ingen meldinger om dræbte.
Hamas har sommetider prøveaffyret raketter og sendt dem afsted mod havet. Den Hamas-tilknyttede nyhedsside Paltimes skriver dog, at raketaffyringerne lørdag morgen formentlig skyldtes en teknisk fejl.
Der har i det store hele været relativt stille i grænseområdet mellem Israel og Gaza siden en 11 dage lang konflikt i maj.
Onsdag blev en civil israeler dog såret af skud affyret fra Gaza, hvilket fik israelske kampvogne til at svare igen med skud, der sårede tre palæstinensere.