Voldsomt angreb i nat
Natten til mandag sendte Rusland forgæves droner og missiler mod Ukraines hovedstad, Kyiv
Rusland indledte natten til mandag sit 15. luftangreb på den ukrainske hovedstad, Kyiv, i maj alene.
Byens militære administration hævder at have skudt over 40 missiler og droner ned.
- Endnu en svær aften for hovedstaden, skriver Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, på beskedtjenesten Telegram.
Krydsermissiler og droner
Mandagens angreb blev udført med en kombination af krydsermissiler og iransk-fremstillede Shahed-droner.
Ingen personer er kommet til skade, mens angrebet heller ikke har resulteret i større ødelæggelser.
Det er anden nat i træk, at Rusland rammer Kyiv med et stort luftangreb.
Det største angreb
Natten til søndag blev én person dræbt og adskillige såret, da 36 droner blev skudt ned, i hvad der betegnes som det største droneangreb mod Kyiv siden den russiske invasion i februar sidste år.
- Med disse konstante angreb forsøger fjenden at bibeholde den civile befolkning i dyb psykologisk anspændthed, siger Serhij Popko, chef for Kyivs militære administration, på Telegram.
Adskillige brag
Vidner fortæller Reuters, at de hørte adskillige høje brag, da varslingssirenerne blev tændt i Kyiv og over hele Ukraine mandag.
Rusland har ikke kommenteret angrebet, mens nyhedsbureauet Reuters heller ikke har været i stand til at bekræfte dets omfang.
Angreb intensiveret
Med en længe ventet ukrainsk modoffensiv tilsyneladende lige rundt om hjørnet har Rusland på det seneste intensiveret dets angreb mod Ukraines militære infrastruktur og forsyningslinjer.
På samme tid er Rusland på det seneste blevet ramt af en række angreb mod militær-, energi- og transportsektoren.
Ukraine tager næsten aldrig ansvar for angreb indenfor russisk territorium.
Men det har ikke holdt Rusland fra at beskylde Ukraine for angrebene.