Voldsomme angreb nær Kyiv
Kampene tager til i styrke omkring Kyiv. I en region i vest melder guvernør om ni dræbte i russisk luftangreb
Kampene er søndag morgen taget til i flere områder omkring Ukraines hovedstad, Kyiv. Det oplyser Ukraines militær ifølge nyhedsbureauet dpa.
I Irpin og Makariv, der ligger tæt på Kyiv, er der meldinger om voldsomme kampe.
I flere landsbyer i regionen meldes der om, at den humanitære situation er forværret. Det oplyser hæren ifølge dpa.
Mad til to uger
Alene lørdag blev omkring 20.000 mennesker evakueret fra området nordvest for Kyiv. Søndag fortsætter arbejdet med at forsøge at få civile ud af området.
Bystyret i Kyiv meddeler søndag, at det har et nødlager af mad til to uger, hvis byen skulle blive lukket inde af russiske styrker.
- Byen er forberedt i tilfælde af en blokade. De to millioner indbyggere i Kyiv, der ikke har forladt deres hjem, er ikke uden hjælp, hvis situationen bliver værre, skriver Kyivs myndigheder i en meddelelse.
De har ikke styrken
I en videomeddelelse, der er postet på sociale medier sent lørdag aften, siger præsident Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine er klar til et "utrætteligt forsvar" af Kyiv.
- De russiske invasionsstyrker kan ikke besejre os. De har ikke styrken til det. De har ikke den rette ånd. De klarer sig kun med vold. Kun med terror. Kun med våben, som de har mange af, siger Zelenskyj.
I den sydlige by Mykolaiv er ni mennesker blevet dræbt i et russisk luftangreb mod byen, der ligger i nærheden af havnebyen Odesa.
Adskillige eksplosioner
Det meddeler den regionale guvernør, Vitaliy Kim, søndag på beskedtjenesten Telegram.
- Afskum!!!!!! Ni mennesker er døde som følge af røvhullernes bombardementer, skriver guvernøren.
Også længere mod vest i Ivano-Frankivsk regionen var der natten til søndag adskillige eksplosioner, meddeler ukrainsk militær.
- Vær forsigtige
En luftbase er angrebet, skriver en borgmester i regionen på Facebook. Også den lokale lufthavn er blevet ramt for tredje gang, skriver borgmesteren, Ruslan Marzinkiv.
- Jeg beder jer være så forsigtige som muligt og passe godt på jer selv, skriver han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også nær byen Sumy er der angreb, hvor "fredelige landsbyer" bliver angrebet, oplyser hæren.
Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet oplysningerne uafhængigt.