Voldsom stigning

Antallet af anmeldelser om tyverier af benzin og olie er eksploderet i Nordsjælland i de første elleve måneder af 2022

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Lorry

Antallet af anmeldelser om tyverier af benzin og olie er eksploderet i Nordsjælland i de første elleve måneder af 2022.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 Lorry har fået fra Nordsjælland Politi.

I hele 2021 blev der i Nordsjællands Politikreds oprettet 18 sager om tyveri af benzin eller olie, mens der foreløbig har været 81 anmeldelser i 2022. Det svarer til en stigning på 350 procent.

Set i Olsen Banden

- Det er en betydelig stigning i en type kriminalitet, der ikke har fyldt ret meget før, siger Janni Findorf, der er politikommissær og chef for indbrudssektionen ved Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Det er ikke noget, mange har hørt om før. Mange har måske set det i Olsen Banden-film, men det er ikke noget, der har fyldt for almindelige mennesker.

Janni Findorf forklarer da også, at det både er private og erhvervsdrivende, der rammes af tyverierne.

- Vi ser både tyverier fra personbiler og lastbiler. Her ser vi blandt andet, at man borer sig ind for at komme til tanken. Men det er også fra firmaer, der har større tanke.

Ødelagde dæksel

Tyveri af benzin og olie har i årets første elleve måneder også fremgået flere gange af Nordsjællands Politis døgnrapport.

Eksempelvis blev der i august stjålet benzin fra en bil, der stod på en p-plads i nærheden af Skyttedal i Nærum. Her havde en tyv ødelagt dækslet til benzintanken for at skaffe sig adgang til benzinen.

Også i oktober fortalte politikredsen, at man havde modtaget en anmeldelse om, at der i Allerød var blevet stjålet 4000 liter fyringsolie fra en tank i jorden.

Efterforsker sager

Nordsjællands Politi rykker ved anmeldelser om tyveri af benzin og olie ud som ved andre tyverier.

- Vi kommer ud og sporsikrer området. Vi tjekker for DNA omkring bilen, kigger efter overvågning og undersøger, om nogle har set noget mistænkeligt, forklarer Janni Findorf.

Hos Nordsjællands Politi kan man ikke lægge sig fast på én enkelt årsag til stigningen, men Janni Findorf har alligevel et bud.

Efterspørgslen stiger

- Det er svært at gisne om årsagen, men et rimeligt bud er stigende priser på grund af energikrisen.

Det er langt fra første gang, at en politikreds i den seneste tid opfordrer borgere til at være ekstra påpasselige,

Tilbage i september opfordrede Midt- og Vestsjællands Politi borgerne til at passe ekstra godt på deres såkaldte varme varer.

- Vi ved, at efterspørgslen på brændsel stiger naturligt, når vi er på vej i fyringssæson. Men i år er det også varer, som lige pludselig har en meget højere værdi end tidligere, og derfor er de særlig udsat, sagde Michael Flemming Rasmussen, der er politiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi, i den forbindelse til TV 2 Lorry.

Antallet af benzintyverier er steget voldsomt den seneste tid.
Antallet af benzintyverier er steget voldsomt den seneste tid.
Powered by Labrador CMS