Ville sladre til Ukraine

Prigozjin har ifølge læk tilbudt at oplyse russiske styrkers placering mod ukrainsk tilbagetrækning i Bakhmut

Offentliggjort Sidst opdateret

Jevgenij Prigozjin, lederen af af den paramilitære Wagner-gruppe, tilbød at afsløre placeringen af russiske styrker til den ukrainske regering.

Det skriver den amerikanske avis Washington Post på grund af lækkede amerikanske efterretningsdokumenter.

Soldater fra Wagner-gruppen har stået i forreste linje i Ruslands blodige forsøg på at erobre byen Bakhmut i det østlige Ukraine.

Ville sladre

Til gengæld for at Ukraine trak sine styrker fra området, tilbød Prigozjin i januar, at fortælle den ukrainske efterretningstjeneste om de russiske styrkers placering, skriver avisen.

Ukraine afviste ifølge avisen tilbuddet.

Prigozjin, der er en tæt allieret af Ruslands præsident, Vladimir Putin, har offentligt truet med at trække sine soldater ud af området omkring Bakhmut, hvis soldaterne ikke fik ammunition fra Rusland.

Washington Post skriver, at et læk af amerikanske efterretningsdokumenter viser, at Jevgenij Prigozjin tilbød at afsløre russiske styrkers placering over for Ukraine. (Arkivfoto).
Washington Post skriver, at et læk af amerikanske efterretningsdokumenter viser, at Jevgenij Prigozjin tilbød at afsløre russiske styrkers placering over for Ukraine. (Arkivfoto).

Tirsdag sagde han i en lydbesked, at hans mænd ville blive anset som forrædere, hvis de forlod området.

Ingen kommentar

Prigozjins tilbud kom ifølge Washington Post via hans kontakter med det ukrainske efterretningsvæsen.

Det Hvide Hus har ikke ønsket at svare på spørgsmål om tilbuddet.

Avisen skriver, at historien er baserede på fortrolige amerikanske dokumenter, der er blevet lækket på internettet.

Ægtheden af dokumenterne er ikke blevet bekræftet.

Powered by Labrador CMS