Vilks og to betjente død i ulykke

Den svenske provokunstner Lars Vilks, der var på Krudttønden under angreb er død. Det bekræfter svensk politi

Den svenske kunstner og provokatør Lars Vilks, der i dansk sammenhæng er kendt fra angrebet på Krudttønden i 2015, er død i en trafikulykke søndag. Det bekræfter svensk politi. (Arkivfoto).
Den svenske kunstner og provokatør Lars Vilks, der i dansk sammenhæng er kendt fra angrebet på Krudttønden i 2015, er død i en trafikulykke søndag. Det bekræfter svensk politi. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

To betjente og en person med politibeskyttelse er søndag omkommet i Sverige. Det oplyser svensk politi på sin hjemmeside.

Svensk politi bekræfter over for mediet SVT, at personen under politibeskyttelse var den svenske provokunstner Lars Vilks. Oplysningen bekræftes også af hans samlever over for avisen Dagens Nyheter.

Vilks blev 75 år.

Ulykke på motorvejen

De tre er døde som følge af en trafikulykke på motorvejen E4 uden for Markaryd, hvor en civil politibil og en lastbil kolliderede søndag eftermiddag.

I dansk sammenhæng kendes Lars Vilks især fra skudangrebet mod kulturhuset Krudttønden i København i februar 2015.

Her var Vilks sammen med flere andre indbudt til et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi.

Baggrunden var, at Lars Vilks i 2007 fik publiceret en karikaturtegning, som forestiller profeten Muhammed som en hund. Det medførte flere dødstrusler.

Årsag ikke klarlagt

Året inden var Muhammedkrisen brudt ud som følge af de tegninger af den islamiske profet, som Jyllands-Posten havde offentliggjort.

Det er endnu uvist, hvad der førte til ulykken, men foreløbige oplysninger indikerer, at den civile politibil kom over i den forkerte side af vejen. Her kolliderede den med lastbilen og brød i brand.

Lastbilchaufføren fra ulykken er kørt med en ambulance til behandling på hospitalet. Han er ifølge Expressen indlagt med alvorlige kvæstelser.

Den svenske rigspolitichef, Anders Thornberg, siger i en pressemeddelelse, at han har modtaget beskeden om dødsfaldene med stor sorg.

Politichef forfærdet

- Det er med forfærdelse og stor sorg, at jeg modtog beskeden om at vores to beskeder og den politibeskyttede person er omkommet i eftermiddags. Mine tanker går til pårørende, familier, venner og arbejdskammerater, siger han.

De pårørende til de omkomne er underrettet.

Powered by Labrador CMS