Vil nappe raketmandens A-våben

Hvis Nordkorea afskaffer dets atomvåben, står Sydkoreas nye præsident klar til at hjælpe landets økonomi

Offentliggjort Sidst opdateret

Sydkoreas nye præsident, Yoon Suk-yeol, agter at finde en løsning på den nukleare trussel fra landets nabo mod nord.

Yoon blev natten til tirsdag dansk tid taget i ed i embedet, og i den forbindelse adresserede han Nordkorea.

Landet med lederen Kim Jong-un i spidsen har igennem længere tid berettet om fortsat oprustning af atomvåben og prøvesprængninger.

Vil samarbejde

Men hvis Kim Jong-un er forberedt på at afskaffe landets atomlager, kan der være økonomisk hjælp på vej fra Sydkorea.

De to lande har formelt set været i krig siden 1950, men siden 1953 har der været våbenhvile.

- Hvis Nordkorea i sandhed går i gang med helt at atomnedruste, er vi forberedte på at arbejde sammen med det internationale samfund om at udarbejde en ambitiøs plan, der vil styrke Nordkoreas økonomi kraftigt og forberede livskvaliteten for dets folk, siger Yoon Suk-yeol.

Hårdere linje

- Selv om Nordkoreas atomvåbenprogram er en trussel ikke bare mod os og Nordøstasien, står døren stadig åben, for at vi i fred kan løse denne trussel.

Yoon Suk-yeol afklarer ikke nærmere, hvilken form for økonomisk hjælp Nordkorea kan se frem til.

Kim Jong-un kan se frem til en hårdere linje fra Sydkorea, hvis det optrapper aggressionerne mod sin nabo mod syd.

Valgt på løfter

Yoon Suk-yeol har endda advaret om "forebyggende angreb", hvis der er en trussel om et forestående angreb fra nord, men Sydkoreas nye præsident lagde dog primært vægt på sin indstilling på fredelige forhandlinger i sin tale.

Yoon kommer fra Sydkoreas største konservative parti i Sydkorea. Han blev i høj grad valgt på sine løfter om at bekæmpe korruption og ulighed i landet.

Han tager over fra Moon Jae-in, der sad i embedet for Sydkoreas største parti, Demokraterne. I Sydkorea kan en præsident kun bestride embedet i én valgperiode.

Kim Jung-Un er klar til at udruste med atomvåben
Kim Jung-Un er klar til at udruste med atomvåben

KIM JUNG-UN

Kim Jong-un er født 8. januar 1982, 1983 eller 1984. Han er nordkoreansk politiker og formand for Koreas Arbejderparti samt den tredje og yngste søn af den afdøde nordkoreanske leder Kim Jong-il og hans kone Ko Young-hee. Siden slutningen af 2010 har Kim Jong-un været set som tronfølger til landets lederskab og efter bekendtgørelsen af hans fars død, blev han udnævnt som den "store efterfølger" af nordkoreansk stats-tv.

Han er Daejang (general) i Koreas Folkehær. Kim siges at have studeret datalogi privat i Nordkorea.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS