Vil have verdens stærkeste atomstyrke
Nordkorea er fuldt ud en atommagt, siger leder og lader forstå, at han vil svare igen på atomangreb
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, siger, at Nordkoreas ultimative mål er at have verdens mest magtfulde atomstyrke.
Det rapporterer de statslige medier i Nordkorea søndag morgen lokal tid.
Kim Jong-un udtaler sig, da han inspicerer en test af et nyt missil.
Forfremmer officerer
Kommentarerne kommer, samtidig med at Kim Jong-un forfremmer dusinvis af officerer, som har været involveret i de testaffyringer, som landet har gennemført de seneste uger.
Kim Jong-un konstaterer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Nordkorea er en fuldbefaren atommagt, der kan modstå USA's overmagt.
Ifølge den nordkoreanske leder har landets forskere taget et "vidunderligt spring fremad", når det kommer til teknologien bag at sætte atomsprænghoveder på ballistiske missiler.
Lover at svare igen
Kim siger, at de testaffyringer af langtrækkende raketter, som landet har gennemført over en række uger, demonstrerer, at Nordkorea vil svare igen med samme kraft ved et atomangreb eller tilsvarende omfattende angreb.
Han lover at svare igen på atomtrusler fra USA med egne atomtrusler.
Nukleare sprænghoveder
Fra den nordkoreanske leder lyder det videre om landet, at "dets ultimative mål er at besidde verdens mest effektive strategiske styrke".
Nordkorea har testet en række ballistiske missiler i år. Herunder også interkontinentale ballistiske missiler. De har en rækkevidde på flere tusinde kilometer.
FN-resolutioner forbyder ellers Nordkorea at teste ballistiske missiler uanset rækkevidde. Nogle af dem kan udstyres med nukleare sprænghoveder.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har USA siden maj sagt, at Nordkorea forbereder sig på at udføre test af de første atomvåben siden 2017. Det vides ikke, hvornår en prøvesprængning måske kunne finde sted.