Vil have meget skrappere regler

E-cigaretter er skadelige, og regeringer skal sørge for, at deres unge ikke bliver afhængige, mener WHO

Siden 1. april 2021 har der i Danmark været forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter. (Arkivfoto).
Siden 1. april 2021 har der i Danmark været forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

E-cigaretter og lignende apparater er skadelige for helbredet og skal underlægges regulering.

Det er nødvendigt for at modarbejde tobaksindustriens taktikker for at få unge til at blive afhængige af nikotin.

Sådan lyder budskabet fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) tirsdag, hvor organisationen har udgivet sin rapport om tobaksepidemien.

- Nikotin er yderst afhængighedsskabende. Elektroniske systemer for indtagelsen af nikotin er skadelige og bør reguleres, siger WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Rapporten tirsdag har særligt fokus på nye produkter, som vinder frem.

Det gælder for eksempel e-cigaretter, som lokker unge med sjove smagsvarianter.

- Hvor de ikke er forbudte, bør regeringer indføre passende tiltag for at beskytte deres befolkninger mod de skadelige produkter og forhindre, at deres børn, unge og andre sårbare grupper begynder at bruge dem, siger WHO-chefen.

Bekymret for unge

Det er WHO's ottende årlige rapport om emnet.

Den fremhæver, at producenter ofte målretter de elektroniske nikotinprodukter mod unge ved brug af tusinder af fristende smage.

Rapporten oplister 16.000 forskellige smage.

Siden 1. april 2021 har der i Danmark været forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter.

Fra 1. oktober skal e-cigaretter i Danmark være standardiserede med samme farve, skrift og logo.

Det er en del af en national handleplan mod børn og unges rygning.

Over halvdelen af danskerne støtter neutrale cigaretpakker

Fra 1. juli skal alle nye tobakspakker i Danmark produceres i en helt ens og neutral emballage. Gamle pakker må dog gerne sælges frem til 1. april 2022.

Derfor skal man ikke regne med at se de neutrale pakker i butikkerne med det samme. De vil gradvist blive udskiftet, forventer industrien.

Neutrale cigaret- og tobakspakker er en del af den nationale handleplan mod børn og unges rygning. Den blev vedtaget i Folketinget i 2019.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden bakker 55 procent af danskerne op om, at også Danmark får neutrale tobakspakker.

Lande som Australien, Norge, Storbritannien, Frankrig og Belgien har allerede neutrale tobakspakker med succes.

Loven dækker:

* Cigaretter.

* Rulletobak.

* Tyggetobak.

* Opvarmet tobak.

* Vandpibetobak.

* E-cigaretter.

Den dækker ikke:

* Cigarer.

* Cigarillos.

* Pibetobak.

* Nikotinposer.

Kilde: Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Powered by Labrador CMS