Vil have danske soldater
Volodimir Zelenskij vil have soldater fra Nato til at hjælpe i kampen mod Rusland
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, beder fredag østeuropæiske Nato-lande om assistance i forsvaret af hans land.
- I dag forsvarer vi vort land alene, siger han i en videotale, som er refereret af BBC.
- Vi har brug for en antikrigs-koalition, som kan tvinge Rusland til forhandlingsbordet, skriver han i et tweet.
- Blev Rusland overbevist af de sanktioner, som blev indført torsdag? Vi hører i luften og ser i felten, at det ikke var nok, siger Zelenskij. Både på ukrainsk og russisk gentager han opfordringer til Rusland om en våbenhvile.
Angriber civile
– Før eller siden må Rusland tale med os, om hvordan vi skal få afsluttet kamphandlingerne og standse denne invasion. Jo før samtalerne indledes, desto mindre vil Ruslands tab blive, siger han.
Ifølge den ukrainske præsident angriber Rusland både militære og civile mål.
Modsat fastholder den russiske forsvarsledelse, at angrebene kun er rettet mod militære mål som militærbaser, radaranlæg, flybaser og luftforsvarsanlæg.
Flere medier har vist optagelser af ødelagte boligblokke - blandt andet i byen Marjupol. BBC viste desuden fredag morgen bekræftede optagelser af et boligområde i Kijev, som var blevet ramt.
Tilbageholder demonstranter
Borgmesteren i den ukrainske hovedstad har tidligere oplyst, at mindst tre personer blev såret ved russiske raketangreb.
Zelenskij sagde i sin tale til de civile i Rusland, der har demonstreret mod krigen, at "vi ser jer. Og det betyder, at I har hørt os. Kæmp for os. Bekæmp denne krig".
Russisk politi har tilbageholdt over 1700 demonstranter, der torsdag gik på gaden for at kritisere krigen mod Ukraine.
Rusland begyndte fredag klokken 04.00 lokal tid - klokken 03.00 dansk tid - igen at beskyde både civile og militære mål forskellige steder i Ukraine.