Verdens topledere laver fis med Putin
Lederne fra Vestens store industrinationer lavede sjov med Putin under frokosten på Elmau-slottet i Bayern.
Verden står i store problemer med inflation, mangel på mad, høje energipriser, krig i Ukraine og et iskoldt forhold mellem Vesten og Rusland.
Men det hindrer ikke lederne fra Vestens syv førende industrinationer i organisationen G7 i at lave sjov med Ruslands præsident, Vladimir Putin, der efter vestlig målestok er skyld i mange af problemerne på grund af sine angreb på Ukraine den 24. februar.
Lederne fra USA, Canada, Japan, Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland er samlet til topmøde på Elmau-slottet i Bayern i Tyskland.
Med eller uden
Søndag, førstedagen af det tre dage lange topmøde, blev der serveret frokost, og her spurgte den britiske premierminister, Boris Johnson, ind til etiketten, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Skal vi beholde jakken på? Eller er det uden jakke? Skal vi tage frakken af?
De syv ledere så ud til at tygge lidt på problemet, indtil Justin Trudeau, den canadiske premierminister, foreslog, at de venter med at tage jakken af, indtil det officielle foto er taget.
Så sagde Boris Johnson:
- Vi er nødt til at vise, at vi er sejere end Putin, sagde han ifølge AFP.
Det stoppede ikke her.
Bar overkrop
- Vi må optræde med bar overkrop og så ride på heste, lød det fra Trudeau.
Det var en henvisning til et foto fra 2009, hvor Putin rider i bar overkrop på en hest i Sibirien.
Et foto, der sammen med fotos af Putin og tigre, på brandslukningsfly eller på fisketur har bidraget til at give ham et omdømme som en hårdfør type.
EU deltager også i G7-topmøder, og Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand, gav sit besyv med i debatten.
- At ride på heste er det bedste, sagde hun uden tilsyneladende at blande sig i de eventuelle rytteres påklædning.
Må vise muskler
Så indskød Boris Johnson:
- Vi må vise dem vore muskler!
Den uformelle ordveksling endte i noget mere formelt foto, hvor deltagerne har beholdt jakkerne på.