'Velhavende arving' udleveret til Tyskland

Anna Sorokin formåede at bedrage eliten i New York ved at udgive sig for at være en velhavende arving

Offentliggjort Sidst opdateret

Den falske arving Anna "Delvey" Sorokin skal udleveres fra USA til Tyskland mandag ifølge amerikanske medier.

Den 31-årige russisk-tyske statsborger Anna Sorokin blev fængslet i 2019 for at have snydt hoteller, banker og venner for hundredtusindvis af dollar.

Svindlen er for nylig blevet til plottet i en hitserie på Netflix.

Anna Sorokin formåede i 2016 og 2017 at bedrage eliten i New York ved at udgive sig for at være en velhavende arving.

I virkeligheden er hun datter af en lastbilchauffør fra Moskvas forstæder.

Løsladt i februar

Sorokin, der udførte sin svindel under navnet "Anna Delvey", er mandag blevet sat på et fly til Frankfurt fra New York, hvor hun har siddet fængslet.

Det skriver New York Post, der citerer kilder med kendskab til sagen.

Anna Sorokin blev idømt mellem 4 og 12 års fængsel i april 2019, men blev løsladt i februar 2021 for god opførsel.

Allerede måneden efter blev hun anholdt igen for at have overskredet sit visum i USA.

Den 31-årige Anna Sorokin blev idømt mellem 4 og 12 års fængsel i april 2019 for at have snydt hoteller, banker og venner for hundredtusindvis af dollar. (Arkivfoto)
Den 31-årige Anna Sorokin blev idømt mellem 4 og 12 års fængsel i april 2019 for at have snydt hoteller, banker og venner for hundredtusindvis af dollar. (Arkivfoto)

60 millioner dollar

Den unge kvinde udgav sig for at være en tysk arving med en formue på 60 millioner dollar, hvilket gav hende mulighed for at tage lån på titusindvis af dollar fra flere banker.

Hun var i stand til at overbevise folk om sine løgne med en usædvanlig stor selvtillid.

Mellem november 2016 og august 2017 rejste hun gratis med privatfly og boede på hoteller i New York City uden nogensinde at betale, vurderede retten i staten New York.

Det blev desuden vurderet, at den samlede svindel løb op i 275.000 dollar. Beløbet svarer til omkring 1,8 millioner kroner.

Forsøgte at låne 22 millioner dollar

Sorokin, der med sin familie immigrerede til Tyskland i 2007, ankom til New York i 2013.

Hun forsøgte endda også at få et lån på 22 millioner dollar for at starte en natklub på Manhattan for eliten.

Sorokins utrolige historie er blevet udgangspunktet for tv-producenten Shonda Rhimes' nye serie på Netflix, "Inventing Anna", med Julia Garner i hovedrollen.

Ifølge amerikanske medier har Sorokin modtaget 320.000 dollar fra streaminggiganten.

Det svarer til omkring 2,2 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS