Utro kvinde skal piskes 30 gange
Og så skal hun bagefter et halvt år i fængsel
Talibans højesteret i Afghanistan idømte mandag en kvinde 30 piskeslag og seks måneders fængsel for at have haft et illegitimt forhold og være løbet væk hjemmefra.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Alle former for seksuelle forhold uden for ægteskab er ulovlige i Afghanistan.
Taliban-styret har implementeret en stram fortolkning af islamisk lov, siden det igen kom til magten i Afghanistan i august 2021, efter at USA trak sine soldater hjem fra landet.
Kønsapartheid
Kvinder og piger lider under de restriktioner, som styret har indført - herunder udelukkelse fra offentlige parker, universiteter og muligheden for at synge i offentligheden. FN har betegnet dette som "kønsapartheid".
Af den årsag indleder Australien, Canada, Tyskland og Holland en retssag mod Taliban-styret i Afghanistan.
Landene mener, at Afghanistan overtræder FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder - også kendt som kvindekonventionen - som landet har tilsluttet sig.
Det kan føre til en høring ved Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag.
Juridisk bindende
Flere end 20 lande har udsendt en erklæring i New York, som støtter de fire landes retssag mod Afghanistan for dets "pågående store og systematiske brud" på konventionen.
Den Internationale Domstols afgørelser er juridisk bindende, men retten har ingen mekanisme til at håndhæve dommene.