USA: Ganske enkelt løgn

Rusland har anklaget USA for at være hjernen bag et droneangreb i Moskva. USA kalder påstandene for løgn

Offentliggjort Sidst opdateret

USA har torsdag affejet beskyldninger fra Rusland om, at amerikanerne skulle have orkestreret et droneangreb i Moskva onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi havde ikke noget med det at gøre, lyder det fra John Kirby, der er talsmand for Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd.

- Peskov lyver ganske enkelt, siger han til MSNBC.

Eksplosion over Kreml 

Kirby henviser til anklager fremsat torsdag af Dmitrij Peskov, der er talsmand for det russiske præsidentkontor.

- Vi ved ganske udmærket, at beslutninger om sådanne handlinger - om terrorangreb - ikke bliver truffet i Kyiv, men i Washington, lød det.

- Tingene bliver ofte dikteret fra den anden sidste af havet. Den amerikanske regering skal forstå, at vi ved det her, sagde Peskov.

Optagelser fra Moskva viser en eksplosion over Kreml onsdag.

Sat ud af spillet

Det påståede droneangreb skal ifølge den russiske regering have været rettet mod Putins bolig i det russiske magtcentrum. Dronerne blev, før de nåede deres mål, angiveligt sat ud af spillet af det russiske forsvar.

Den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW) har vurderet, at Rusland selv kan have orkestreret angrebet i den russiske hovedstad.

Har øget luftforsvar 

Tænketanken skriver i sin daglige rapport blandt andet, at Rusland for nylig har øget det russiske luftforsvar. Herunder i selve byen Moskva.

- Det er derfor ekstremt usandsynligt, at to droner kan have penetreret flere lag af luftsikkerhed og have detoneret eller være blevet skudt ned over hjertet af Kreml på en måde, som skabte de spektakulære billeder, som på fin vis blev fanget på kamera, skriver ISW.

Optagelser fra Moskva viser en eksplosion over Kreml onsdag. Ifølge Rusland var USA hjernen bag et droneangreb. Det nægter USA.
Optagelser fra Moskva viser en eksplosion over Kreml onsdag. Ifølge Rusland var USA hjernen bag et droneangreb. Det nægter USA.

Vladimir Putin

Navn: Vladimir Vladimirovitj Putin.

Født: 7. oktober 1952.

Fødested: Leningrad (nu Sankt Petersborg), Rusland.

Søn af: Fabriksarbejder Vladimir Putin og Maria Putin.

Nationalitet: Russisk.

Uddannelse: Jura ved Leningrad Universitet 1975.

Civilstand: Skilt. Gift med Ludmila Shkrebneva Putin fra 1983 til 2014.

Fritidsinteresser: Judo. Har det sorte bælte.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS