USA fastholder atomberedskab
Putin sagde søndag, at Rusland øger atomberedskabet, men USA vil ikke gøre noget lignende
USA ser ikke nogen grund til at ændre i atomberedskabet for nu.
Det siger pressetalsperson i Det Hvide Hus Jen Psaki mandag.
Den amerikanske melding kommer, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, søndag sagde, at han øger beredskabet hos sine såkaldte "afskrækkelsesstyrker". Det dækker blandt andet over enheder med atomvåben.
Men ifølge Psaki vil USA ikke - som det ser ud nu - følge trop og selv øge beredskabet.
- Vi har ikke ændret vores eget alarmberedskab, og vi har ikke ændret vores egen vurdering på det område, siger Psaki til mediet MSNBC.
- Men vi er også nødt til at være meget klarsynede i forhold til hans brug af trusler.
Møde om konflikten
USA's præsident, Joe Biden, har mandag holdt et telefonmøde med amerikanske allierede om Ukraine-konflikten.
Her deltog stats- og regeringsledere fra Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Rumænien og Japan samt EU- og Nato-cheferne.
Ifølge Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, var lederne enige om fortsat koordination og fordømmelse i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.
-Han eskalerer krigen
En embedsmand fra Det Hvide Hus udtaler anonymt, at Putin eskalerer krigen med "farlig retorik".
- En atomkrig kan ikke blive vundet og må aldrig finde sted, siger embedsmanden.
- Vi mener, at provokerende retorik om atomvåben er farlig, øger risikoen for fejltrin, skal undgås, og vi vil ikke tage del i det, lyder det videre fra personen.
Henviser til fælles erklæring
Det Hvide Hus henviser i øvrigt til en fælles erklæring mellem Putin og Biden fra juni 2021. Heri udtrykker begge, at atomkrige skal undgås og ikke kan vindes af nogen part.
Rusland gik torsdag ind i Ukraine. Siden er fulgt flere dage med kampe, og russiske tropper står tæt på blandt andet storbyerne Kharkiv og Kiev. Vestlige lande har indført omfattende sanktioner mod Rusland og fordømt invasionen.