Ung kvinde faldt flere etager ned
Fundet på jorden foran lejlighed
En ung kvinde i 20'erne er søndag fundet på jorden neden for en lejlighed i det sydlige Stockholm i Sverige.
Det skriver det svenske medie Aftonbladet.
Kvinden er efterfølgende kørt på sygehuset, oplyser politiet ifølge mediet:
- Hun må være faldet flere etager. I mine øjne ser kvindens tilstand overraskende god ud. Hun var vågen og snakkede, da hun blev kørt på hospitalet, siger Mats Eriksson, politiets pressechef.
Ung mand anholdt
Politiet har anholdt en mand i 20'erne, der befandt sig i lejligheden.
Yderligere en person, der befandt sig i lejligheden, er taget med til afhøring.
Ifølge Aftonbladets oplysninger kan kvinden være blevet skubbet ud af et vindue på fjerde sal.
Kvinden ikke afhørt
Det har endnu ikke været muligt at afhøre kvinden, men politiet er på stede på sygehuset for at tale med hende så snart det bliver muligt.
Der er indledt en foreløbig efterforskning af drabsforsøg. Der vil blive gennemført en teknisk undersøgelse af boligen, skriver Aftonbladet.