Ung kvinde dør under Taylor Swift-koncert

Flere tusinde besvimede, og en 23-årig kvinde døde fredag aften under en koncert med Taylor Swift i Brasilien

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske popstjerne Taylor Swift gik fredag aften på scenen under ekstremt varmt vejr i storbyen Rio de Janeiro i Brasilien.

Undervejs afbrød hun koncerten, så arrangørerne kunne dele vand ud til koncertgæsterne.

Efterfølgende er det kommet frem, at flere tusinde koncertgængere besvimede, og en 23-årig kvindelig fan omkom i forbindelse med koncerten.

Bekræfter

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, som henviser til det brasilianske medie Folha de S Paulo.

Taylor Swift bekræfter dødsfaldet på det sociale medie Instagram.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor knust jeg er. Jeg har kun fået meget få oplysninger, ud over at hun var fantastisk smuk og alt for ung, skriver Taylor Swift i en story på Instagram.

En 23-årig kvinde er omkommet under en koncert med Taylor Swift.

Kollapsede

Ifølge sangerinden døde den unge fan, inden selve koncerten gik i gang.

Nyhedsbureauet TT skriver, at den 23-årige kvinde kollapsede på koncertpladsen, og at hun blev forsøgt genoplivet. Det lykkedes ikke, og efterfølgende blev hun erklæret død på hospitalet.

Kvinder stod klar inden fredagens koncert i Rio de Janeiro.

Varmeindeks på 60

Ifølge mediet Folha de S Paulo var det meget varmt i Rio de Janeiro fredag aften. På selve koncertpladsen lå varmeindekset på 60 grader.

Det vidste du ikke om Taylor Swift

– Taylor Swift har altid haft et talent for musik og sangskrivning. Allerede som 11-årig vandt hun en lokal sangkonkurrence, og i 5. klasse vandt hun en national poesikonkurrence med sit digt “Monster In My Closet”.

– Hendes album “Fearless” er det mest belønnet nogensinde indenfor country music. Albummet har fået platinstatus i seks lande. Det er blevet solgt i 9 millioner eksemplarer verden over og gjorde dengang 18-årige Taylor til den yngste kunstner i historien til at have året mest solgte album i USA.

– Taylor har  vundet “Album of the Year” ved Grammy Awards to gange. I 2010 med albummet “Fearless” og igen i 2016 med sit album “1989”. Hun er derved den yngste til at modtage prisen, da hun fik den i 2010 som 20-årige. Hun er også den eneste kvinde, der har modtaget prisen to gange.

– Taylor er gode venner med Selena Gomez og Emma Stone. Hun er derudover også venner med Hayley Williams, Emma Watson og youtuberen PewDiePie.

– Taylor er en af de mest fulgte kendte på sociale medier. På Twitter har hun 81,4 millioner følgere og på Instagram har hun 92,5 millioner følgere.

– Hun har to musikvideoer med over 1 milliard visninger. Blank Space er blevet vist 1,8 milliard visninger og Shake It Off har 1,7 milliard visninger.

– Taylor har været med i  filmen Valentine’s Day i 2010. Hun har også været med i en episode af CSI i 2000 og lagt stemme til den animerede film The Lorax i rollen som Audrey i 2012.

Kilder: Wikipedia & taylorswiftplanet.com

Indekset sammenholder temperatur og luftfugtighed på et givent sted og angiver, hvor varm luften reelt føles.

Powered by Labrador CMS