Undrer sig over mystisk Putin-video

Russiske nyhedsmedier viser optagelser af den russiske præsident, som selv kører bil i Donetsk-regionen

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag skrev det russiske nyhedsbureau Tass, at præsident Vladimir Putin var på besøg i den ukrainske by Mariupol, der ligger i Donetsk-regionen. Det besøg er bemærkelsesværdigt.

Det fastslår Flemming Splidsboel, som er seniorforsker i udenrigspolitik og diplomati hos Dansk Institut for Internationale Studier, til Ritzau.

Den russiske præsident har nemlig ikke før nu besøgt Donetsk siden annekteringen den 30. september.

Ikke anerkendt

- Det har skabt tvivl, at han ikke er kommet som "den store leder" for at besigtige området.

- Det har stået i skærpet kontrast til Ukraines præsident Zelenskyjs besøg i eksempelvis Kherson, siger Flemming Splidsboel Hansen.

Annekteringen af ukrainske områder er ikke internationalt anerkendt.

På den russiske tv-kanal Russia-24 har et tv-hold fulgt Vladimir Putin i hans færden i Mariupol. Der vises lange klip, hvor han selv kører bil fra lufthavnen ind til byen.

Enorm hemmeligholdelse

Ifølge Flemming Splidsboel kan det dog være hvilken som helst by, Putin er i. Det står også ud i nyhedsudsendelsen, at det er mørkt under hele besøget.

- Det vidner om en enorm hemmeligholdelse, og en præsident og et styre som er nervøse. Det kan være han er bange for at blive smittet eller et attentat.

- Det her besøg virker meget lukket, begrænset og ekstremt kontrolleret. Det giver anledning til spekulation, om han overhovedet har været der, siger Flemming Splidsboel.

Bruger skuespillere

Seniorforskeren lægger desuden vægt på, at det er dokumenteret, at Putin ofte har brugt skuespillere, når han skulle optræde i medierne.

At han selv kører ses af seniorforskeren som et forsøg på at fremstå som et almindeligt menneske.

- For nogle år siden fortalte han en anekdote om, at da han kom hjem fra Østtyskland i sin tid var han nødt til at køre taxa for at tjene penge. Han kan godt lide, at det virker som om, at han ikke er syltet helt ned i de korrupte og nepotistiske kredse, siger Flemming Splidsboel.

Vladimir Putin var lørdag i forbindelse med årsdagen for Ruslands annektering af Krim på besøg på Krim. Annekteringen er ikke internationalt anerkendt.
Vladimir Putin var lørdag i forbindelse med årsdagen for Ruslands annektering af Krim på besøg på Krim. Annekteringen er ikke internationalt anerkendt.

Vladimir Putin

Navn: Vladimir Vladimirovitj Putin.

Født: 7. oktober 1952.

Fødested: Leningrad (nu Sankt Petersborg), Rusland.

Søn af: Fabriksarbejder Vladimir Putin og Maria Putin.

Nationalitet: Russisk.

Uddannelse: Jura ved Leningrad Universitet 1975.

Civilstand: Skilt. Gift med Ludmila Shkrebneva Putin fra 1983 til 2014.

Fritidsinteresser: Judo. Har det sorte bælte.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS