Ulf Lundell har afbrudt forbindelsen til datter

Kærlighed har ingen alder. Det har rockmusiker og forfatter Ulf Lundell erfaret efter sit forhold med en 30 år yngre kvinde

Offentliggjort

Ulf Lundell: Kærlighed og Livsforandringer

Ulf Lundell, Sveriges svar på Bob Dylan, har fundet kærligheden med en 30 år yngre kvinde, Ninna Prage.

Forholdet har medført både glæde og udfordringer, som han deler i sin dagbogsserie 'Vardagen'.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Selv om Sveriges svar på Bob Dylan har lagt guitaren på hylden, er der stadig sød musik i rockmusiker, forfatter og billedkunstner Ulf Lundells liv.

Han har fundet kærligheden med den over 30 år yngre kæreste, Ninna Prage. Men det har ikke været uden bump på vejen.

Den 20. november fylder Ulf Lundell 75 år.

Foreslået som ny nationalsang

Siden 1970'erne har han skabt et hav af sange og musik, bøger og kunstværker.

Han brød for alvor igennem på den svenske musikscene i begyndelsen af 1980'erne med kæmpehittet "Öppna landskap" - en sang, som flere svenskere har foreslået som ny nationalhymne.

Derudover kendes han også fra populære sange som "Kärleken förde oss samman", "Rom i regnet" og "När jag kysser havet".

Rockmusiker Ulf Lundell er gennem sin karriere blevet kaldt "Sveriges Bob Dylan". Den 20. november fylder han 75 år.

På pension som musiker

I slutningen af 2015 annoncerede rockmusikeren, at han ville spille sin sidste koncert. 

Og han udgiver i dag ikke ny musik.

I stedet har Ulf Lundell helliget sig litteraturen.

Siden 2018 har han givet læserne et indblik i dagligdagen på sin gård i Skåne gennem dagbogsserien "Vardagen" - på dansk "Hverdagen".

I maj udkom den 10. og 11. bog i rækken.

Fortæller om kærligheden

Her fortæller den aldrende rockmusiker blandt andet om kærligheden og om den tvivl, der opstod i begyndelsen af forholdet med den yngre kæreste, som han har dannet par med siden 2021.

- (Det er, red.) utroligt mærkeligt og svært at afgive sin singlelivs-personlighed for at forvandle sig til en tosomheds-personlighed. Jeg ved ikke, om jeg magter det så meget længere, skriver han i bøgerne, der omhandler året 2023, ifølge det svenske medie Expressen.

Ulf Lundell har tidligere været gift tre gange. Han er far til fire børn - herunder journalist Sanna Lundell, der er gift med skuespiller Mikael Persbrandt.

Har ingen kontakt til datter

- (Kærligheden, red.) er et gennemgående tema i hans liv, og det har det altid været. Så det er vidunderligt, at han har mødt nogen, sagde Sanna Lundell om hendes fars nye forhold i hendes podcast "Inte din morsa" (Ikke din mor, red.) 2022.

Her tilføjer hun, at hun dog har "blandede følelser" om sin fars nye forhold.

Udmeldingen og det faktum, at Sanna Lundell diskuterede hans forhold i offentligheden, fik Ulf Lundell til at indstille kontakten med hende, skriver han i sjette og syvende udgave af "Vardagen".

Powered by Labrador CMS