DMI: Et temperaturdyk er på vej
Det flotte vejr, efterårsferien er blevet indledt med, varer ikke ved ugen ud, lyder meldingen fra DMI.
Alting har en ende – og det gælder også det fine efterårsvejr, der i disse dage sætter kolorit på oktober måned herhjemme.
For vejret den 15. oktober 2018 og de næste par dage frem tegner godt nok pænt, hvor dagtemperaturerne flere steder kommer op omkring – og enkelte steder over – 20 grader, men en markant ændring er på vej.
For fra på torsdag ser det ud til at blive betydeligt køligere, lyder det fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Dan Nisvall.
– Vi ser ud til at få dagtemperaturer ned under 15 grader, men dog stadig med chancer for at få solen at se, lyder det fra Dan Nisvall.
Udover de lavere temperaturer vil vejret også byde på en anden efterårsklassiker til den tid; nemlig vinden:
– Vinden vil slå over i en vestlig retning og blive lidt kraftigere, modsat den sydlige brise, vi har nu, siger Dan Nisvall, der dog pointerer, at det først bliver omkring weekenden, vi for alvor vil mærke vinden.