Ukraine vinder kæmpe landområde

Regeringen i Kyiv bekræfter for første gang officielt, at ukrainske styrker nu har indtaget Kherson by

Offentliggjort Sidst opdateret

Ukrainske styrker har fredag genindtaget byen Kherson efter det russiske militærs tilbagetrækning.

Det meddeler Ukraines forsvarsministerium på sociale medier ifølge AFP.

En talsmand for ministeriet bekræfter over for den britiske tv-station BBC, at den ukrainske hær "næsten har fuld kontrol" over den strategisk vigtige by.

Besat siden marts

Det er den første officielle bekræftelse fra Ukraines regering om, at dens styrker nu er i Kherson.

Byen har været besat af Rusland siden marts.

Det ukrainske forsvars efterretningstjeneste har udsendt en meddelelse på russisk med besked til de russiske soldater, der måtte være tilbage i Kherson, om straks at overgive sig, skriver AFP.

Ruslands forsvarsministerium oplyste kort forinden, at over 30.000 russiske soldater er trukket tilbage til den østlige bred af floden Dnipro. Det skriver Reuters.

Powered by Labrador CMS