Ukraine i massive angreb mod russiske styrker
Dette er sket det seneste døgn i Ukraine
Det russiske militær har tilsyneladende lidt et ydmygende nederlag, da ukrainske styrker forhindrede russiske soldater i at krydse en flod.
Her et uddrag af det seneste døgns begivenheder relateret til krigen.
* Russisk styrke slået tilbage.
Ukrainske styrker forhindrede for nylig angiveligt et russisk forsøg på at sætte en pontonbro op over floden Donets for derefter at kunne omringe en by på den anden side af floden.
Men de ukrainske styrker slog igen med luftangreb og artilleribeskydning.
Satellitbilleder viser masser af ødelagte russiske kampvogne og pansrede mandskabsvogne, mens sektioner af pontonbroen ses flyde i floden. Angiveligt kostede den mislykkede aktion mange russiske soldater livet.
Torsdag gjorde russiske styrker igen et forsøg på at sætte en bro op, men igen blev de slået tilbage. Det oplyser den lokale guvernør i regionen Luhansk.
* EU vil oprette eksportkorridorer.
20 millioner tons korn skal transporteres ud af Ukraine. Og det skal ske inden for tre måneder for at sikre Ukraines eksport og fødevareforsyning til andre lande.
Derfor vil EU-Kommissionen oprette det, man kalder "solidaritetsbaner" fra Ukraine ind i EU. Det siger EU-kommissær for transport Adina Valean.
* Krigsudgifter for milliarder.
Ukraine har været tvunget til at bruge et beløb svarende til 8,3 milliarder dollar på krigen fremfor udvikling af landet. Det oplyste det ukrainske finansministerium torsdag.
* Råd vil undersøge mulige krigsforbrydelser.
FN's Menneskerettighedsråd vil efterforske mulige krigsforbrydelser begået af russiske soldater i Kyiv-området. Rusland afviser at have angrebet civile.
* Zelenskyj: Over 100 hospitaler er ødelagt.
Siden invasionens start har russerne angrebet 570 sygehuse, sundhedsklinikker og andre sundhedsfaciliteter. Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Angrebene har medført, at 101 hospitaler er helt ødelagte, siger han.
* Netgiganter opfordres til at arkivere beviser.
Topcheferne i YouTube, TikTok, Twitter og Facebook-ejeren Meta bliver af fire demokratiske politikere fra Repræsentanternes Hus bedt om at arkivere indhold, der kan blive anvendt som bevis på russiske krigsforbrydelser.
* Flere civile meldes dræbt.
Mindst fem civile er blevet dræbt i hårde kampe mellem russiske og ukrainske styrker i Donetsk-regionen. Det oplyser ukrainske myndigheder. Informationen er ikke bekræftet fra uafhængig side.
Kilder: Reuters, AFP, VG, Daily Mail, NBC News, Kyiv Independent.