Udlændinge kan forlade landet

Vi har modtaget forsikring fra Taliban om udrejse for udlændinge og udvalgte afghanere, siger vestlige lande

Evakuerede fra Kabuls lufthavn forlader et fransk militærfly af typen A400M, efter det er landet i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Det er første stop inden ankomsten til Frankrig. Men tirsdag ophører alle evakueringer med vestlige fly fra Kabuls lufthavn, selv om tusinder fortsat venter på at slippe ud af landet.
Evakuerede fra Kabuls lufthavn forlader et fransk militærfly af typen A400M, efter det er landet i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater. Det er første stop inden ankomsten til Frankrig. Men tirsdag ophører alle evakueringer med vestlige fly fra Kabuls lufthavn, selv om tusinder fortsat venter på at slippe ud af landet.
Offentliggjort Sidst opdateret

Taliban vil lade alle udenlandske statsborgere og afghanere med rejsepapirer udstedt af et andet land rejse ud af Afghanistan.

Det oplyser Storbritannien. Meddelelsen kommer på grundlag af ny aftale, der også omfatter USA og andre lande.

- Vi har modtaget forsikringer fra Taliban om, at alle udenlandske statsborgere og alle afghanere med rejsebemyndigelse fra vore lande vil få lov til at bevæge sig på en sikker og rolig måde til udrejsepunkter og forlade landet, lyder det i landenes fælles erklæring.

Fortsat danskere dernede

Det fremgår også, at landene vil fortsætte med at udstede rejsedokumenter til udvalgte afghanere.

Ifølge Reuters er landene bag den fælles erklæring udover USA og Storbritannien Australien, Japan, Frankrig og Spanien. 

Men føjer til, at også mange andre lande står bag erklæringen.

Torsdag bekræftede udenrigsminister Jeppe Kofoed, at der er cirka 40 personer på den såkaldte danskerliste, som fortsat befinder sig i Afghanistan. Det er uvist, om de alle har et ønske om at komme ud af landet.

Nærmeste familie med

Det er lykkedes at evakuere omkring 1000 danskere og afghanere, som har arbejdet for ambassaden i Kabul og som tolke i den danske hær. 

For dem gælder, at de har kunnet tage deres nærmeste familie med til Danmark.

Taliban

* Taliban er opstået i afghanske flygtningelejre i Pakistan. Militsen rykkede ind på den politiske scene, efter at muslimske oprørere i 1992 overtog magten i Afghanistan, da den Moskva-støttede regering kollapsede.

* I 1996 overtog Taliban kontrollen med Kabul og udråbte sig som lovmæssige regering i Afghanistan, efter at 50.000 mennesker var omkommet i blodige interne stridigheder.

* Frem til den amerikanskledede invasion i 2001 kontrollerede bevægelsen store dele af landet, hvor koranens ord blev benyttet nidkært til religiøs undertrykkelse af folk, særligt piger og kvinder for hvem skolegang blev obstrueret.

Kilde: Ritzau

Fredag landede et Hercules-fly i Aalborg. 

Det var det sidste danske militærfly, som har deltaget i den dramatiske evakuering af danskere og afghanere fra Kabul lufthavn.

Powered by Labrador CMS