Ubåds-drama udvikler sig
Frankrig sender undervandsrobot
Opdatering kl. 19.15: Eftersøgningen er foreløbig uden resultat. Ifølge den amerikanske kystvagt er der ilt tilbage til omkring 41 timer i fartøjet.
Frankrig vil bistå eftersøgningen efter en forsvunden mini-ubåd i Nordatlanten med et skib, der er udstyret med et fartøj til dybhavsdyk.
Det oplyser den franske regering tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Skibet hedder "Atalante" og hører under forskningsinstituttet Ifremer.
Instituttet blev mandag kontaktet af den amerikanske flåde med et ønske om hjælp.
Om bord på "Atalante" er en undervandsrobot, der kan dykke 6000 meter. Det er meget længere nede end skibsvraget "Titanic", som mini-ubåden var på vej til, da den mistede kontakt med overfladen søndag.
Der sendes desuden flere besætningsmedlemmer fra et andet skib til eftersøgningen, skriver Reuters.
En unavngiven person fra den franske regering bekræfter over for Reuters, at en fransk statsborger er blandt de forsvundne om bord på mini-ubåden.
Der er tale om den 77-årige franskmand Paul-Henri Nargeolet. Han har i årevis beskæftiget sig med vraget efter "Titanic".
Han stod i 1987 i spidsen for den første ekspedition, der undersøgte vraget af det verdenskendte skib.