Tusindvis på gaden
Biden og Merkel byder Israels nye regeringschef velkommen, mens Netanyahus modstandere fejrer hans afgang
Bilerne dytter, folk jubler og klapper og de blåhvide israelske flag blafrer. Skum daler ned over de mange, der er samlet for at feste på Rabin-pladsen i Tel Aviv søndag aften.
Tusindvis af israelere er strømmet ud på gaderne i kystbyen for at fejre, at et flertal i parlamentet har stemt for en ny koalitionsregering, der gør Benjamin Netanyahu til oppositionsleder i stedet for premierminister.
- Bye bye Bibi, lyder det med brug af hans kælenavn på nogle af de skilte, demonstranterne holder op.
19-årige Tal Surkis erkender, at han har "blandede følelser" med den kommende koalitionsregering, der spænder bredt over otte vidt forskellige partier.
- Men det er noget, Israel har brug for, siger han til nyhedsbureauet AFP.
Også i Jerusalem er feststemte israelere på plads uden for parlamentet, Knesset, hvor Netanyahus modstandere fejrer hans afgang.
Ny regering godkendt
Omkring klokken 20 dansk tid godkendte 60 af de 120 medlemmer i Knesset den nye regering, mens 59 stemte imod.
USA's præsident, Joe Biden, lykønsker søndag aften Israels nye premierminister, Naftali Bennett, og resten af den nye regering.
- Jeg ser frem til at arbejde sammen med premierminister Bennett for at styrke alle aspekter af det tætte og varige forhold mellem vores to lande. Israel har ingen bedre ven end USA, lyder det i en udtalelse fra Biden.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, lykønsker også Bennett og siger, at hun ser frem til at arbejde sammen med ham.
I Gaza siger den regerende Hamas-bevægelse, at de politiske udviklinger i Jerusalem ikke har den store betydning for palæstinenserne.
- Den form, den israelske regering tager, ændrer ikke på karakteren af vores relation, siger Hamas-talsmand Fawzi Barhoum.
- Det er stadig en koloniserende besættelsesmagt, som vi må kæmpe imod.