Torsdag trak Liz Truss sig tilbage som premierminister og konservativ partileder efter blot halvanden måned.
Aldrig tidligere har en britisk premierminister siddet i kortere tid.
Torsdag trak hun sig fra begge hverv efter en turbulent tid, hvor hendes store pakke med skattelettelser måtte trækkes tilbage.
Læs mere om Liz Truss her:
* Navn: Mary Elizabeth Truss.
* Alder: 47 år.
* Født: 26. juli 1975 i Oxford, Storbritannien.
* Datter af: Sygeplejerske og lærer Priscilla Mary Truss og matematikprofessor John Kenneth Truss.
* Nationalitet: Britisk.
* Uddannelse:
- Har studeret filosofi, politik og økonomi på Merton College, Oxford.
* Politisk karriere:
- Hun forsøgte uden held at blive valgt ind i det britiske parlament i 2001 og 2005.
- I 2006 blev hun valgt ind i byrådet i Greenwich.
- David Cameron, der var den daværende leder af Det Konservative Parti, satte Liz Truss på sin liste over topkandidater til valget i 2010. Truss fik en kreds, der var vurderet til at ville gå til en konservativ kandidat, og hun vandt sædet i parlamentet med mere end 13.000 stemmer.
- I 2012 blev hun udnævnt til uddannelsesminister, og to år senere blev hun forfremmet til den tungere post som miljøminister.
- I 2019 blev hun udnævnt som minister for kvinder og ligestilling.
- I 2021 blev hun udnævnt til udenrigsminister som den anden kvinde i Storbritanniens historie.
- I 2022 blev hun valgt som ny konservativ partileder og premierminister efter Boris Johnson. Hun trak sig igen halvanden måned efter.
* Erhvervskarriere:
- Da Truss blev færdiguddannet fik hun i 2000 arbejde med regnskabsføring i telekommunikationsselskabet Cable & Wireless Communications og for energiselskabet Shell.
- I 2008 begyndte hun at arbejde for den borgerlige tænketank Reform.
* Civilstand: Gift med Hugh O'Leary, der arbejder med regnskabsføring. Sammen har de to teenagedøtre.
* Andet:
- Som syvårig spillede hun rollen som daværende konservative premierminister Margaret Thatcher i en for sjov-valgkamp på hendes skole. Men selv om Truss gav en dybfølt tale under valgkampen, endte hun uden nogen stemmer. Hun stemte ikke engang på sig selv.
- Begge hendes forældre er venstreorienterede.
- På universitetet var hun engageret i ungdomspolitik - først for Liberaldemokraterne, inden hun skiftede til Det Konservative Parti.
- I 2010 skrev hun sammen med fire andre konservative medlemmer af parlamentet bogen "Britannia Unchained". I den anbefaler de at skære ned på den statslige regulering, og det var med til at fremhæve Truss som en af de førende fortalere for frie markedspolitikker.
- Liz Truss var først fortaler for, at Storbritannien skulle blive i EU, men efter at en folkeafstemning viste flertal for at forlade unionen, skiftede hun holdning og sagde, at brexit gav mulighed for at ændre måden, tingene blev gjort på.
Kilde: BBC, det britiske parlament, Britannica.