Trumps ministerkandidat får nu hjælp af sin mor
Blandt forsvarerne for Pete Hegseth er den tidligere Fox News-værts egen mor, der onsdag er gået på tv
Den kommende præsident Donald Trumps nominerede til posten som forsvarsminister, Pete Hegseth, fortsætter kampen for at få lov til at blive minister.
Hegseth skal godkendes af Senatet, hvor der er blevet udtrykt tvivl om den tidligere Fox News-vært.
Det skyldes beskyldninger vedrørende hans professionelle og personlige liv.
- Vi går ingen vegne
Onsdag - hvor også hans mor har forsvaret ham i et tv-program - siger Hegseth ifølge BBC, at Trump har bedt ham om at "blive ved med at klø på, blive ved med at kæmpe".
- Jeg talte med præsidenten denne morgen. Han støtter mig fuldt og helt. Vi går ingen vegne, siger Hegseth ifølge det britiske medie.
Beskyldningerne mod tv-personligheden er talrige.
Beskyldt for sexovergreb
Hegseth har blandt andet afvist beskyldninger om et seksuelt overgreb i 2017, som ifølge nyhedsbureauet Reuters blev beskrevet i en politirapport.
Af rapporten fremgår det, at en kvinde sagde, at hun - mens hun drak alkohol med kolleger - måske blev givet et bedøvende stof.
Senere blev der angiveligt begået et seksuelt overgreb mod hende af en, som er blevet identificeret som Hegseth.
Mor beskyldte ham for utroskab
Der blev aldrig lagt sag an, og han indgik et privat forlig med det påståede offer.
Sidste måned bragte New York Times en historie baseret på en e-mail, som Hegseths mor skrev til ham i 2018.
I den beskylder hun sin søn for at behandle kvinder dårligt, blandt andet ved at lyve, være utro og bruge kvinder til at styrke sin "magt og sit ego".
Onsdag har hun på Fox News forsvaret sin søn.
- Han har forandret sig
Hun siger, at han har forandret sig og ikke er "den mand, han var for syv år siden". Hun siger, at hun skrev e-mailen, fordi Hegseth gennemgik en meget svær skilsmisse med sin daværende hustru.
En række medier erfarer, at Trump ser på alternativer til posten som forsvarsminister. To kilder med kendskab til overvejelserne siger til Reuters, at Floridas guvernør, Ron DeSantis, er blandt de navne, der overvejes.