Trumps fly nødlander

Donald Trump befandt sig over Den Mexicanske Golf, da en flymotor ifølge kilde satte ud langt fra New Orleans

Offentliggjort Sidst opdateret

Et fly med USA's tidligere præsident Donald Trump om bord måtte lørdag aften foretage en sikkerhedslanding i New Orleans, da en af flyets motorer satte ud over Den Mexicanske Golf.

Det oplyser en kilde med kendskab til sagen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flyet, en Dassault Falcon 900, havde tilbagelagt cirka 120 kilometer fra lufthavnen i New Orleans, da piloten besluttede at vende om.

Blandt passagererne var også flere Secret Service-agenter samt en række af Trumps rådgivere og andre ansatte.

Den tidligere præsident har ikke selv kommenteret hændelsen.

På vej hjem

Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, har ikke ønsket at udtale sig om sagen. Den har i stedet henvist til Secret Service, "der som udgangspunkt ikke udtaler sig om de personer, de beskytter", lyder det i en kommentar fra agenturet.

Flyet var på vej mod Donald Trumps hjem i Palm Beach i delstaten Florida.

Den tidligere præsident havde forinden talt for en forsamling af republikanske donorer på et hotel i New Orleans.

Donald Trump har endnu ikke givet en klar tilkendegivelse af, om han stiller op mod Joe Biden i kampen om at blive USA's næste præsident.
Donald Trump har endnu ikke givet en klar tilkendegivelse af, om han stiller op mod Joe Biden i kampen om at blive USA's næste præsident.

Havde lånt flyet

Den unavngivne kilde oplyser, at flyet tilhørte en af de tilstedeværende donorer, der havde lånt det til Trump, så han kunne komme hjem om aftenen.

Efter sikkerhedslandingen blev der hurtigt fundet et andet fly til den tidligere præsident, så han igen kunne sætte kursen mod Florida.

Usammenhængende tale

De amerikanske medier Politico og Washington Post var de første til at rapportere om episoden.

Ifølge Politico leverede Trump lørdag aften en 90 minutter lang usammenhængende tale foran donorerne i New Orleans.

Her spøgte han blandt andet med, at USA burde bruge fly med det kinesiske flag på til at "bombe Rusland tilbage til stenalderen".

Trump sagde også, at han "ser meget, meget nøje" på muligheden for at stille op til det amerikanske præsidentvalg i 2024.

Donald Trump var USA's præsident fra 2017 til 2021.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilde: Kilder: Business Insider og Biography.com
Powered by Labrador CMS