Trump tilbage i retten
I New York er E. Jean Carrolls anden sag om ærekrænkelse mod Donald Trump begyndt
Tirsdag har Donald Trump siddet til retsmøde i New York, hvor han for anden gang har skullet forsvare sig selv mod anklager om, at han har æreskrænket forfatteren E. Jean Carroll.
Søgsmålet udspringer af, at Donald Trump har benægtet, at han voldtog E. Jean Carroll i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman i midten af 1990'erne.
Verdens største mikrofon
Trump så tirsdag til, da forfatterens advokat fortalte til juryen, hvordan den tidligere præsident gjorde hendes liv forfærdeligt, da hun i 2019 gik til offentligheden med historien om, at han havde voldtaget hende.
- Han brugte verdens største mikrofon til at angribe Ms. Carroll, til at ydmyge hende og til at ødelægge hendes ry, siger advokaten Shawn Crowley.
Skal tage stilling til erstatning
80-årige Carroll går efter at få mindst 10 millioner dollar i den civile sag, knap 69 millioner kroner. Sagen vil sandsynligvis bringe anklagerne om seksuelle overgreb tilbage på mediernes forsider, mens Trump forsøger at blive Republikanernes kandidat til USA's præsidentvalg i november.
Juryens medlemmer vil udelukkende tage stilling til, hvor meget Trump skal betale Carroll i erstatning, og ikke til hvorvidt det angivelige overgreb fandt sted, eller om Trump efterfølgende løj om det.
-Lyder stadig
Advokaten Crowley sagde tirsdag, at Trumps "forfærdelige" løgne udløste en bølge af misbrug og ødelagde Carrolls sikkerhed.
- Mens han fører kampagne for at blive USA's præsident, fortsætter Donald Trump med at lyve om Ms. Carroll.
Fra Trumps advokat, Alina Habba, lød det, at Carroll har "solet sig i rampelyset" i de seneste år, efter at hun udgav sine erindringer, hvor anklagerne om voldtægt fremgår.
Har fået forbud
77-årige Donald Trump har sagt, at han gerne vil vidne i sagen.
Han har i denne forbindelse fået forbud af den amerikanske distriktsdommer Lewis Kaplan mod at hævde, at han ikke har begået seksuelt overgreb mod Carroll, eller at hun har opdigtet fortællingen.
Har vundet første valg
Trump har allerede tabt en sag om æreskrænkelse mod forfatteren.
Til mandagens republikanske caucus i den amerikanske delstat Iowa vandt Donald Trump det første af en lang række valg om at blive Republikanernes kandidat til USA's præsidentvalg i november.
LÆS OGSÅ
-
Pludselig død af lungesygdom
Stjernen døde i en alder af 65 år
-
Julemaden udsender skadelige partikler
Når ovn og komfur kører for fulde drøn juleaften, afgives der et væld af sundhedsskadelige partikler i hjemmet. Nu kommer eksperter med vigtig påmindelse.
-
Trump raser: Uretfærdigt
Donald Trump er utilfreds med de afgifter, som amerikanske skibe skal betale for at passere Panamakanalen