Trump roser sig selv

Trump hylder sig selv og sin administration på et vælgermøde, der markerer hans første 100 dage som præsident.

"100 dages storslåethed" (100 days of greatness, red.) står der bag den amerikanske præsident, Donald Trump, på et vælgermøde i delstaten Michigan natten til onsdag dansk tid.
Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME: Trump fejrer 100 dage som præsident

Donald Trump fejrer sine første 100 dage som præsident med fokus på økonomiske sejre.

Han kritiserer demokraterne og fremhæver sin administrations grænsekontrol og deportationer.

Investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen mener, at Trumps økonomiske politik har skabt usikkerhed på markederne.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

På et vælgermøde i Warren i den amerikanske delstat Michigan fejrer Donald Trump natten til onsdag dansk tid sine første 100 dage som USA's præsident.

Her fremhæver han, hvad han beskriver som enorme økonomiske sejre, samtidig med at han angriber demokraterne, herunder den tidligere præsident Joe Biden.

- Vi er samlet her i hjertet af vores land i aften for at fejre de mest succesfulde første 100 dage for nogen administration i vores lands historie.

Han fremhæver blandt andet den grænsekontrol og de massedeporteringer, som Trump-administrationen har sat i værk.

- Der har aldrig været så stor en forskel på noget som helst som forskellen på grænserne i dag og grænserne for blot seks måneder siden. Så jeg vil sige: Tillykke, USA. Det var på tide, lyder det fra præsidenten.

Det største arrangement

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters det største arrangement, som Trump har afholdt, siden han blev indsat som præsident den 20. januar i år.

Amerikanerne har fået et køligere forhold til Trumps bedrifter som præsident i de seneste uger.

Det er særligt Trump-administrationens økonomiske forvaltning midt i en tid med voldsom inflation samt dens aggressive toldafgifter på varer fra næsten alle lande i verden, der bekymrer amerikanerne.

Trump selv siger på vælgermødet, at USA under hans første præsidentperiode fra 2017 til 2021 havde "den bedste økonomi i vores lands historie".

- Vi gjorde det fantastisk, og vi gør det endnu bedre nu, lyder det.

Han siger desuden, at "inflationen er stort set nede, og renten er faldet".

Svært at genkende billedet

Investeringsdirektør i pensionsselskabet Sampension Henrik Olejasz Larsen mener, at det er svært at genkende det billede, som Trump tegner af sin første tid i Det Hvide Hus.

- De første 100 dage med ham ved roret har ikke gjort godt for hverken den globale økonomi eller de finansielle markeder.

- Tværtimod har det været en hæsblæsende omgang med blandt andet skiftende meldinger om toldsatser fra Trump-lejren. Det har betydet store og vedvarende udsving på aktiemarkederne, der set over hele perioden generelt har peget nedad, siger Henrik Olejasz Larsen.

Han siger videre, at investorerne bør indstille sig på, at fremtiden også byder på uforudsigelighed, og at det "mere vil være reglen end undtagelsen fra Trumps side".

Powered by Labrador CMS