Trump og Putin har talt om vigtigt emne

Donald Trump vil ikke oplyse til New York Post, hvor mange gange han og Vladimir Putin har talt sammen

Vladimir Putin - Sådan blev han Ruslands stærke mand.
Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME: Trump og Putin diskuterer Ukraine-krigen

Donald Trump har talt med Vladimir Putin om at afslutte krigen i Ukraine.

Trump hævder, at krigen aldrig ville være startet under hans præsidentskab.

Han har en konkret plan for at stoppe konflikten hurtigt.

Trump ønsker også at indgå en aftale med Zelenskyj om sjældne mineraler.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Donald Trump har talt i telefon med den russiske præsident, Vladimir Putin, om en afslutning på krigen i Ukraine.

Det fortæller den amerikanske præsident under et interview med mediet New York Post om bord på Air Force One.

Da Trump bliver spurgt til, hvor mange gange de to statsoverhoveder har talt sammen, siger Trump, at "det må jeg hellere lade være med at fortælle".

Han tror dog, at Putin "bekymrer sig" om, at folk bliver dræbt på slagmarken.

- Han vil gerne have, at folk holder op med at dø, siger Trump til mediet.

Ville aldrig være begyndt

Videre siger Trump, at krigen, der har treårsdag den 24. februar i år, "aldrig ville være begyndt", hvis han havde været præsident i 2022.

- Jeg har altid haft et godt forhold til Putin.

Og det var Trumps forgænger, Joe Biden, ikke, mener Trump.

En konkret plan

Trump fortæller New York Post, at han har en konkret plan, der skal afslutte krigen.

- Jeg håber, at det går hurtigt. Folk dør hver eneste dag. Krigen i Ukraine er så forfærdelig. Jeg vil gøre en ende på den, siger han.

Mødtes første gang i 2018

Putin og Trump mødtes for første gang i 2018 under Trumps første præsidentperiode. Det skete på G20-topmødet.

Det var ventet, at de to statsoverhoveder ville tale sammen. Den 23. januar lød det fra den nyligt indsatte Trump, at han gerne vil mødes med Putin "snart" for at forsøge at forhandle en afslutning på krigen i Ukraine.

Dagen efter lød det fra Putin, at han var åben for at drøfte krigen med Trump.

Vladimir Putin og Donald Trump mødtes for første gang i Helsinki i Finland den 16. juli 2018. (Arkivfoto).

Skal mødes med Zelenskyj

Trumps vicepræsident, J.D. Vance, skal efter planen mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i næste uge i München.

Trump har sagt, at han ønsker at indgå en aftale på 500 millioner dollar med Zelenskyj om adgang til sjældne mineraler og gas i det krigshærgede land til gengæld for en sikkerhedsgaranti i en eventuel fredsaftale.

Powered by Labrador CMS