Trump med stort løfte

Vil generobre USA

Under sit nye slogan 'Save America' eller 'Red Amerika' holdt tidligere præsident Donald Trump vælgermøde i Wellington i delstaten Ohio lørdag.
Under sit nye slogan "Save America" eller "Red Amerika" holdt tidligere præsident Donald Trump vælgermøde i Wellington i delstaten Ohio lørdag.
Offentliggjort Sidst opdateret

Under sit første offentlige politiske møde, siden han forlod Det Hvide Hus, revser Donald Trump lørdag Joe Bidens immigrationspolitik.

Samtidig opfordrer den tidligere præsident sine tilhængere til at hjælpe Republikanerne med at genvinde flertallet i Kongressen.

Mens Trump har holdt taler ved republikanske begivenheder efter sit valgnederlag til Biden, markerer lørdagens vælgermøde i Wellington i delstaten Ohio en tilbagevenden til de enorme masseforsamlinger, der har været afgørende for Trump for at fastholde støtten fra sine vælgere.

Vi vil generobre USA

Foran tusindvis af jublende tilhængere kommer Trump lørdag blandt andet med en skarp kritik af det stigende antal immigranter, der krydser ind i USA over landets sydlige grænse.

- Vi vil generobre Repræsentanternes Hus, vi vil generobre Senatet, og vi vil generobre USA, og vi vil gøre det snart, siger han.

Demokraternes spinkle flertal i Kongressens to kamre vil være på spil ved midtvejsvalget i 2022. Historien viser, at Republikanerne har gode chancer for at genvinde nogle af partiers pladser.

Det første ud af tre

Vælgermødet i Wellington er den første af tre offentlige optrædener af Trump efterfulgt af en tur til grænsen til Mexico med Texas-guvernør Greg Abbott 30. juni og et vælgermøde i Sarasota i delstaten Florida 3. juli.

Tilhængere siger, at de håber, at Trump vil bruge sådanne begivenheder til at hjælpe med at forene Det Republikanske Parti bag ligesindede kandidater til Kongressen.

- Det er ekstremt vigtigt at fortsætte med at holde disse vælgermøder, siger Jessica Dicken, en 30-årig hjemmegående mor fra det sydøstlige Ohio.

- Trump kan være en stemme for den mere konservative bevægelse her i Ohio og på tværs af landet, tilføjer hun.

Vælgere splittet

Donald Trump har lagt sig ud med flere højtstående partifæller. Han har blandt andet langet ud efter sin tidligere vicepræsident, Mike Pence, som han fejlagtigt hævder kunne have forhindret Kongressen i at godkende Bidens valgsejr.

Trumps gentagne usande påstande om valgsvindel lader til at have smittet af på mange af de republikanske vælgere. Således mener 53 procent af republikanerne, at Trump rent faktisk vandt valget i november sidste år.

Det viser en måling fra Reuters/Ipsos.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com

Powered by Labrador CMS