Trump kræver knap 70 milliarder kroner

Donald Trump kræver en erstatning på ti milliarder dollar fra tv-station efter et interview med Kamala Harris

Donald Trump har flere gange langet ud efter tv-stationen CBS efter et interview med Kamala Harris i begyndelsen af oktober. Her ses ekspræsidenten fredag til vælgermøde i Albuquerque i delstaten New Mexico.
Offentliggjort Sidst opdateret

Søgsmål mod CBS af Donald Trump

Donald Trump har anlagt søgsmål mod CBS efter et interview med Kamala Harris i '60 Minutes', som han finder vildledende.

Søgsmålet, indgivet i Texas, påstår at CBS viste et redigeret svar fra Harris om Israels krigsførelse, udeladende et forvirrende svar.

Trump kræver 10 milliarder dollar i erstatning, idet han hævder, at CBS's handlinger overtræder Texan lovgivning om vildledende forretningspraksis.

CBS afviser anklagerne som ubegrundede og forbereder sig på at forsvare sig i retten, mens Trump truer med at fratage deres sendetilladelse.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump har indgivet et søgsmål mod tv-stationen CBS.

Søgsmålet er indgivet på baggrund af et interview med Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, i programmet "60 Minutes", der blev vist på CBS den 6. oktober.

I sagsanlægget - der er indgivet ved en domstol i delstaten Texas - hævdes det, at interviewet var vildledende, og at tv-stationen skal have optaget to forskellige svar fra Harris på et spørgsmål om krigen mellem Israel og Hamas i Gaza.

Den version, der blev vist i tv-programmet, indeholdt ifølge søgsmålet ikke det, som beskrives som et forvirrende og uforstående svar fra Harris om Biden-administrationens indflydelse på Israels krigsførelse.

Har overtrådt lov

Søgsmålet hævder, at interviewet har overtrådt en lov i Texas, der forbyder vildledende handlinger i forbindelse med forretningsførelse.

Trump kræver en erstatning på 10 milliarder dollar - hvilket svarer til omkring 69 milliarder kroner.

- Tidligere præsident Donald Trumps gentagne påstande mod "60 Minutes" er falske, siger en talsperson for CBS fredag.

- Den retssag, som Trump i dag har anlagt mod CBS, er fuldstændig ubegrundet, og vi vil på det kraftigste forsvare os mod den, siger talspersonen.

Har langet ud flere gange

De seneste uger har Trump flere gange langet ud efter tv-stationen på baggrund af interviewet med Harris.

Han har truet med at fratage CBS stationens sendetilladelse, hvis han bliver valgt som præsident ved valget 5. november.

Ifølge tv-stationen har Trump desuden aflyst en planlagt deltagelse i tv-programmet "60 Minutes".

Meningsmålingerne spår i øjeblikket tæt løb mellem de to præsidentkandidater, inden amerikanerne skal til stemmeurnerne tirsdag.

Powered by Labrador CMS