Trump: - Det er helt smadret
Stævningen af Donald Trump har ifølge hovedpersonen kun til formål at splitte landet ad i endnu højere grad
Der skulle ikke gå lang tid, før USA's tidligere præsident Donald Trump kom til tasterne, efter at et udvalg i den amerikanske Kongres havde besluttet at stævne ekspræsidenten i sagen om stormløbet mod Kongressen.
Stævningen betyder, at Donald Trump vil være juridisk forpligtet til at afgive vidneudsagn om sagen.
Ekspræsidenten tog ifølge nyhedsbureauet AFP ordet på sit eget sociale medie, Truth Social, som i februar blev tilgængeligt for folk i USA og Canada.
- Hvorfor bad det ikke-særlige udvalg (Trumps øgenavn for udvalget, red.) mig ikke om at vidne for flere måneder siden, spørger ekspræsidenten retorisk på sit eget sociale medie, Truth Social.
- Hvorfor ventede de?
Udvalget, som efterforsker stormløbet på Kongressen, blev nedsat 1. juli sidste år.
Dets dage kan dog ifølge nyhedsbureauet Reuters være talte, da det ifølge nyhedsbureauet er sandsynligt at republikanerne vil nedlægge udvalget, hvis de får magten i Kongressen i det nært forestående midtvejsvalg.
- Hvorfor ventede de indtil det helt sidste, det sidste øjeblik af deres sidste møde, fortsætter Trump på Truth Social.
- Fordi udvalget er totalt smadret og kun søger at splitte vores land yderligere, afslutter ekspræsidenten sit opslag.
Fem dræbt under stormløb
Sagen handler om stormløbet mod den amerikanske Kongres i januar sidste år.
Vrede demonstranter trængte ind i kongresbygningen i et sammenstød, der endte med at koste mindst fem liv. 140 politibetjente kom til skade under hændelsen.
Kort forinden havde den afgående præsident, Donald Trump, opfordret sine tilhængere til at "slås som bare fanden".
Vil have valgnederlag omstødt
Trump mener, at landets nuværende præsident, Joe Biden, snød sig til valgsejren i 2020 og har kæmpet for at få omstødt sit valgnederlag.
Stormløbet bliver undersøgt af et særligt udvalg i Kongressen.
Udvalget blev torsdag enige om at sende ekspræsidenten en stævning for at høre hans udlægning af begivenhederne.