- Træk jer helt ud
Olaf Scholz og Vladimir Putin talte tirsdag i halvanden time
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har tirsdag krævet en "fuldstændig tilbagetrækning" af russiske styrker fra Ukraine.
Det er sket under en telefonsamtale med Vladimir Putin.
Scholz opfordrede den russiske præsident til at "finde en diplomatisk løsning hurtigst muligt, at sørge for en fuldstændig tilbagetrækning af russiske styrker og at respektere Ukraines territoriale integritet og suverænitet".
Samtalen mellem de to varede i halvanden time og var den første i to uger.
Holder kontakten ved lige
Scholz sagde blandt andet, at Tyskland under ingen omstændigheder har tænkt sig at anerkende nogen ukrainske områder som værende russiske.
- Forbundskansleren understregede, at yderligere russiske annekteringer ikke vil gå ubesvaret hen og ikke vil blive anerkendt uanset hvad, siger kanslerens talsmand Steffen Hebestreit i en udtalelse efter samtalen.
De to ledere har aftalt at holde kontakten ved lige, tilføjer talsmanden.