Totalt forbud fra i dag
De nye regler rammer alle forretninger og spisesteder, fordi regeringen vil mindske forurening med plastik
Britisk forbud og restriktioner mod brug af ikke-genanvendeligt plastik træder søndag i kraft.
De nye regler rammer alle forretninger, herunder også spisesteder og restauranter. Reglerne betyder, at bestemte engangsplastikprodukter ikke længere kan forhandles.
Forbuddet gælder eksempelvis engangsbestik af plastik og flamingokopper. Samtidig bliver der indført restriktioner på engangstallerkner, bakker og skåle af plastik.
Den britiske regering annoncerede lovændringerne i januar som et led i af bekæmpe plastikforurening.
Genanvendes ikke
Regeringen estimerer, at englændere bruger 2,7 milliarder plastikgenstande om året, herunder hovedsageligt plastikbestik.
721 millioner engangstallerkner bruges hvert år. Kun ti procent af dem bliver genanvendt.
- Forbuddet er det næste store skridt på vores mission om at slå ned på skadelig plastikforurening, udtaler Rebecca Pow, der er miljøminister.
Den seneste uge har lokale myndigheder mindet forretningsdrivende om lovgivningen, fordi der er bekymring om, at mange ikke er bevidste om ændringerne.
Mødt positivt
Ifølge regeringen er lovændringerne blevet mødt overvældende positivt. Flere aktører har dog opfordret politikerne til at udvide lovgivningen.
Ifølge en undersøgelse lavet af YouGov for JustEat mener 70 procent af alle voksne i Storbritannien, at regeringen bør gribe til yderligere handling for at bekæmpe brugen af plastik.
Eksempelvis mener 73 procent ifølge undersøgelsen, at også engangsbeholdere af plastik til takeaway bør forbydes.