Toldere gør vildt guldfund ved grænsen
Tysker påstår at guldet er hans eget
Norske toldere fra det norske toldvæsen har beslaglagt over 11 kilo rent guld til en værdi af ni millioner norske kroner - svarende til knap seks millioner danske kroner - ved grænsen.
Det skriver VG.
Beslaglæggelsen, der er en af de største af slagsen, blev foretaget den 24. februar, da toldere standsede en tysk indregistreret bil ved grænseovergangen ved Kjerret mellem Norge og Sverige i Kongsvinger kommune.
Guldet, som blev fundet i bilens bagagerum, består af flere guldbarrer, hvoraf den største vejer 500 gram.
Tysker hævder guldet er hans
Chaufføren, en tysk mand i 60'erne bosat i Nordnorge, hævder, at guldet er hans formue.
Hvis guldet var blevet importeret lovligt, skulle der være betalt 2,25 millioner kroner i moms.
Sagen er nu overført til "Økocrim"-enheden i Innlandet politikreds til nærmere efterforskning, skriver VG.