Toldere gør uhyggeligt fund i lufthavn

Kvinde havde smuglergods gemt i hylstre til kamerafilm

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

130 harlekingiftfrøer blev beslaglagt af myndighederne i Bogotás lufthavn, da en kvinde forsøgte at smugle dem.

Frøerne var skjult i hylstre til kamerafilm og skulle transporteres til São Paulo, Brasilien via Panama.

Harlekingiftfrøerne er en truet art, eftertragtet på det internationale marked, og kan indbringe op til 1000 dollar per frø.

Kvinden er anholdt for dyresmugling, en forbrydelse der er udbredt i Colombia, et land med stor biodiversitet.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Myndighederne i Columbia har beslaglagt 130 giftige frøer, som mandag blev forsøgt smuglet gennem lufthavnen i landets hovedstad Bogotá.

Kvinden, der var i besiddelse af frøerne, er desuden blevet anholdt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kvinden transporterede frøerne, der tilhører arten harlekingiftfrøer, skjult i hylstre til kamerafilm.

Hun havde kurs mod São Paulo i Brasilien med en mellemlanding i Panama, men hendes rejse blev altså afbrudt, da de farverige frøer, hun havde medbragt, blev opdaget.

Hævder det var en gave

Kvinden "hævder, at et lokalsamfund har givet dem til hende som en gave", siger miljøborgmesteren i Bogotá i en video, som er blevet sendt til flere medier som kommentar til hændelsen.

Harlekingiftfrøerne er giftige og måler mindre end fem centimeter. (Arkivfoto).

Harlekingiftfrøerne er giftige, måler mindre end fem centimeter og lever i fugtige skove langs stillehavskysten mellem Ecuador og Colombia. De findes også i andre lande i Central- og Sydamerika.

- Den truede art er efterspurgt på de internationale markeder, siger politichef hos Bogotás politi, Juan Carlos Arevalo.

Politichefen tilføjer, at private samlere af frøarten er villige til at betale op mod 1000 dollar per frø. Det svarer til omkring 6880 kroner.

Ulovlig handel er udbredt

Kvinden er blevet anholdt for "forbrydelsen at smugle vilde dyr", og sagen er blevet overgivet til anklagemyndigheden.

Ulovlig handel med dyr er udbredt i Colombia. Landet er et af de lande i verden, med den største biodiversitet. Især arter af padder, små pattedyr og havdyr, herunder forskellige slags hajer.

Powered by Labrador CMS