Tog fejl af "spion-balloner"
I sagen om den kinesiske ballon over amerikansk luftrum vil USA's Joe Biden tale med Kinas Xi Jinping
Der er intet, der tyder på, at tre uidentificerede luftobjekter, som inden for den seneste tid er blevet skudt ned over Nordamerika, er blevet brugt til spionage.
Det siger USA's præsident, Joe Biden, torsdag aften dansk tid. Det er første gang, at han udtaler sig om de nylige hændelserne over amerikansk luftrum.
Tre skudt ned
De tre luftobjekter er formentlig sendt i luften af private selskaber eller forskningsinstitutter. Det tyder de foreløbige efterretninger på, siger Biden i en tv-transmitteret tale.
De tre objekter blev skudt ned, kort tid efter at en kinesisk ballon også var blevet det.
Ifølge USA blev den kinesiske ballon brugt til spionage, og den blev set over tophemmelige atomvåbenområder, før den blev skudt ned 4. februar.
Kina fastholder, at det var en vejrballon.
Vil til bunds i sagen
Efter hændelsen med den såkaldte spionballon skruede USA op for opmærksomheden over sit luftrum. Det er sandsynligvis årsagen til, at de øvrige uidentificerede luftobjekter blev opdaget, fortæller Biden.
Han tilføjer, at han vil have flere informationer på bordet. Derfor vil han hive fat i den kinesiske præsident, Xi Jinping.
- Jeg forventer at tale med præsident Xi, og jeg håber, at vi kan komme til bunds i det her.
- Jeg vil ikke undskylde for, at vi skød den ballon ned, siger han.