To personer skåret ud af chokoladekar

To personer er bragt til hospitalet, efter at de faldt ned i et kar fyldt af chokolade på en fabrik torsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

To personer er torsdag blevet reddet ud af et chokoladekar på en chokoladefabrik i den amerikanske delstat Pennsylvania.

Det skriver CNN.

De to var af ukendte årsager faldet ned i et kar fyldt med chokolade på en fabrik, der tilhører Mars Wrigley, i byen Elizabethtown i Pennsylvania.

Begge personer er bragt til hospitalet, oplyser den lokale redningstjeneste.

- En patient blev bragt til hospitalet på jorden, og en person blev fløjet i helikopter, siger Nick Shoenberger fra den lokale redningstjeneste.

Hvor slemt de to personer er kommet til skade, er endnu uvist.

Måtte skære hul i karret

Brad Wolfe, der er kommunikationschef hos den lokale redningstjeneste, sagde tidligere torsdag til CNN, at det ikke var muligt for redningsfolkene at trække de to personer ud af karret.

- De er nødt til at skære et hul i siden af karret for at få dem ud, sagde han.

På en fabrik, der blandt andet fremstiller den populære chokoladebar Mars, faldt to personer torsdag ned i et kar fyldt med chokolade. (Arkivfoto).
På en fabrik, der blandt andet fremstiller den populære chokoladebar Mars, faldt to personer torsdag ned i et kar fyldt med chokolade. (Arkivfoto).

Ifølge nyhedsbureauet Reuters var det ikke muligt for de to personer at komme ud af karret, da de stod i chokolade til taljen.

Ifølge nyhedsbureauet viser billeder fra lokale medier, at der var adskillige politibiler og ambulancer foran fabrikken torsdag.

-Vi tager os af det

En talsperson fra Mars Wrigley siger til CNN, at det primære fokus på fabrikken torsdag har været at hjælpe redningsfolkene på stedet.

- Vi tager os af situationen og vores primære fokus er på at støtte de redningsfolkene på stedet.

Mars Wrigley står blandt andet bag kendte chokoladebarer som Mars, Snickers og Bounty.

På fabrikken i Elizabethtown fremstilles der blandt andet Mars og M&M's.

Powered by Labrador CMS