To kvinder og en teenagepige dræbt i ulykke

En bare 13-årig dreng sad bag rattet i den bil, der var skyld i ulykken

Offentliggjort Sidst opdateret

To kvinder og en teenagepige mistede søndag aften lokal tid livet i en trafikulykke i Maryborough i det østlige Australien.

Ulykken var ifølge politiet forårsaget af en 13-årig dreng, som kørte i en stjålet Mercedes-Benz.

Det skriver medierne ABC News og The Guardian.

Drengen er blevet sigtet for at have kørt hensynsløst og i den forbindelse at have forårsaget de tre dødsfald.

Påkørte bil bagfra

Ifølge australsk politi kørte drengen i sydgående retning ad Saltwater Creek Road omkring 22.45 lokal tid, da han påkørte en anden bil bagfra.

I den forbindelse blev den anden bil - en bil af mærket Holden - skubbet over i den modsatte kørebane. Her ramte den en Mazda.

Ved sammenstødet blev både føreren af Mazdaen, en 52-årig kvinde, samt en 17-årig pige, der sad bag rattet i Holden-bilen, dræbt.

Derudover blev en 29-årig kvinde dræbt på stedet. Hun var passager i den bil, som blev ført af den 17-årige pige.

23-årig kvinde overlevede

I samme bil var også en 23-årig kvinde, som overlevede, men fik alvorlige kvæstelser.

Efterfølgende har fungerende politichef Brad Inskip oplyst, at den 23-årige kvinde "kæmper for sit liv", skriver ABC News.

Den 13-årige dreng slap selv fra ulykken med mindre skader i den ene fod.

Bilen stjålet i Maryborough

Politiet formoder, at den Mercedes-Benz, som drengen kørte i, var blevet stjålet tidligere søndag i Maryborough.

Maryborough ligger cirka 250 kilometer nord for storbyen Brisbane.

Powered by Labrador CMS