To dræbt i flystyrt på hovedvej
Smadrede i asfalten blot ti meter foran ægtepar i bil
To mænd blev dræbt, da et såkaldt "mikrofly" styrtede ned på en hovedvej i Trøndelag i Vestnorge mandag.
Mændene, der begge var i 50'erne, kom fra lokalområdet.
Den ene blev dræbt på stedet.
Den anden døde i ambulancen på vej fra ulykkesstedet.
Tæt på at ramme biler
Flyet styrtede ned klokken kort før 11 mandag formiddag på hovedvej E6, der ligger parallelt med landingsbanen på Oppdal Flyveplads.
Et ægtepar, Ragnar Henriksen og Mona Ulrich, så første gang flyet flyve tæt over nogle trætoppe i nærheden af E6, men regnede med, at flyet skulle lande på Oppdal Flyveplads.
Men kort efter, da parret havde kørt yderligere 500 meter, kom flyet, der tilsyneladende havde problemer, igen hen over hovedvejen og fløj nærmest lige over deres bil.
- Det hang med næsen nedad, som om der slet ikke var luft under vingerne, og så pludselig styrtede det bare direkte ned i asfalten blot ti meter foran vores bil, siger Ragnar Henriksen til nrk.no.
Brød i brand
Flere bilister standsede op og løb hen for at se, om de kunne hjælpe personerne i flyet.
Men flyet brød i brand, da det ramte jorden.
Alligevel lykkedes det for ægteparret sammen med andre bilister at få den ene af de to mænd om bord hevet ud af det brændende fly.
Mens andre forsøgte at slukke branden i flyet, prøvede Ragnar Henriksen at hjælpe den forbrændte mand så godt han kunne, indtil ambulancen kom.
Men mandag eftermiddag oplyste norsk politi, at manden var omkommet af sine skader i ambulancen på vej til hospitalet.