Terror afværget i Sverige
For første gang siden 2016 hæver Sverige niveauet for terrortrusler til 4 ud af 5, oplyser sikkerhedstjeneste
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, siger på et pressemøde, at en planlagt terrorhandling i Sverige er blevet afværget.
- Vore myndigheder, ikke mindst Säpo og politiet, arbejder hårdt for at garantere sikkerheden i Sverige. Vi ved, at en planlagt terrorhandling er blevet afværget, siger han.
Men han kommer ikke med flere detaljer. Heller ikke om det er en hændelse af nyere eller ældre dato.
Flere anholdt
- Folk er blevet pågrebet. Både i Sverige og i udlandet. Det er godt, så vi opdager og kan stoppe folk, som har sådanne hensigter, nøjes han med at konstatere.
Pressemødet finder sted samme dag, som Sverige har hævet risikoen for terror i landet fra 3 til 4. Det højeste niveau er 5. Kristersson siger, at de svenske borgere ikke bør være urolige.
- Jeg forstår, at mange mennesker føler sig urolige over det nye og højere trusselsniveau. Til alle vil jeg sige, at vi skal leve vores liv, som vi plejer.
Forværret sikkerhedssituation
Han nævner den seneste tids afbrændinger af Koranen og andre hændelser som baggrunden for den nye situation.
På pressemødet siger chefen for sikkerhedspolitiet, Säpo, Charlotte von Essen, at beslutningen om at øge terrortrusselsniveauet fra 3 til 4 ikke beror på en enkelt hændelse. Det bygger på en forværret sikkerhedssituation over længere tid.
- Beslutningen skal ses som en strategisk og langsigtet vurdering, siger Säpo-chefen.
Første gang i syv år
Det er første gang siden 2016, at niveauet hæves til 4.
Niveau 4 indebærer, at aktører har til hensigt og kapacitet til at gennemføre angreb, og at der dermed er en konkret trussel mod landet.
Det lå senest på 4 i perioden 2015-2016, da gruppen Islamisk Stat opfordrede til terrorhandlinger i Europa, samtidig med at Sverige i 2015 modtog usædvanligt mange flygtninge.
Stor vrede
Den nye terrortrusselsvurdering kommer, efter at der både i Danmark og Sverige har været flere tilfælde af koranafbrændinger foran mellemøstlige landes ambassader.
Det har ført til stor vrede i lande med overvejende muslimske indbyggere.
Fra svensk side har det tidligere lydt, at koranafbrændingerne har medvirket til, at Sverige er gået fra at være et "legitimt" til et "prioriteret" mål for terror.
For få dage siden opfordrede den militante organisation al-Qaeda til terrorangreb mod Sverige og Danmark.