Teenagere ville sætte ild til betjente

To teenagere og en 20-årig ville i utilfredshed med håndhævelse af coronarestriktioner angribe betjente

Tre unge østrigere havde planer om at overhælde politibetjente med benzin og sætte ild til dem i utilfredshed med politiets håndhævelse af landets coronarestriktioner. Foto er fra et julemarked i Wien, hvor betjente fredag tjekkede de besøgendes vaccinationsstatus.
Tre unge østrigere havde planer om at overhælde politibetjente med benzin og sætte ild til dem i utilfredshed med politiets håndhævelse af landets coronarestriktioner. Foto er fra et julemarked i Wien, hvor betjente fredag tjekkede de besøgendes vaccinationsstatus.
Offentliggjort Sidst opdateret

Tre unge østrigere fra byen Linz har indrømmet, at de planlagde at angribe politifolk ved at hælde benzin på betjente og sætte ild til dem.

De tre, to teenagere på 16 år og en mand på 20 år, har fortalt politiet, at de anså betjente som fjender, fordi de håndhæver de coronarestriktioner, som myndighederne har indført.

Det oplyser østrigsk politi, skriver det tyske nyhedsbureau dpa natten til lørdag.

- Vi antager, at det var, hvad de virkelig havde til hensigt at gøre, men at det ikke lykkedes. Det er derfor, at de nøjedes med at angribe en politibil, siger en talsmand for politiet til dpa.

Det sidste er en henvisning til, at de tre også har oplyst, at de i midten af november satte ild til en af politiets patruljevogne.

Vaccinekrav

Østrigs forbundskansler, Alexander Schallenberg, præsenterede fredag et forslag om vaccinekrav fra 1. februar. Han varslede også en ny national nedlukning fra mandag.

Nedlukningen, der omfatter både vaccinerede og ikkevaccinerede, kommer efter voldsomt høje smittetal i landet.

Det skal sætte skub i landets haltende vaccinationsprogram.

66 procent færdigvaccineret

Omkring 66 procent af den østrigske befolkning er færdigvaccineret, hvilket er i den lave ende blandt vesteuropæiske lande. Det er lige under EU's gennemsnit på godt 67 procent færdigvaccinerede.

- Til trods for måneders forsøg på overtalelse, er vi ikke lykkedes med at overbevise nok personer om at blive vaccineret, sagde Schallenberg ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge flere østrigske medier betyder det varslede vaccinekrav, at borgere risikerer en bøde eller fængselsstraf, hvis de ikke bliver vaccineret.

De nøjagtige detaljer om kravet er endnu ikke kendt. Det står heller ikke klart, hvilke aldersgrupper kravet vil inkludere.

Powered by Labrador CMS