Strålingen stiger fra Tjernobyl

Ifølge Ukraines nukleare tilsynsmyndighed er der registreret øget radioaktiv stråling fra nedlagt kraftværk

Foto fra april 2021 af den gigantiske beskyttelseskuppel, som dækker den ødelagte fjerde reaktor på det nedlagte Tjernobyl-atomkraftværk.
Foto fra april 2021 af den gigantiske beskyttelseskuppel, som dækker den ødelagte fjerde reaktor på det nedlagte Tjernobyl-atomkraftværk.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ukraines nukleare tilsynsmyndighed siger, at der er registreret øget radioaktiv stråling fra Tjernobyl i den nordlige del af landet.

- Ukraines atomare tilsyn meddeler fredag, at det har registreret et forøget strålingsniveau fra stedet, hvor det nedlagte atomkraftværk ligger, hedder det.

Eksperterne i tilsynet har ikke meddelt yderligere detaljer om, hvor meget strålingsniveauet er steget, men de siger, at den ændrede stråling skyldes, at tungt militært udstyr i området har hvirvlet radioaktivt støv op i luften.

Fuldkommen meningsløst

Russisk militær vandt kontrol over Tjernobyl-området torsdag, da det invaderede Ukraine.

En rådgiver ved den ukrainske præsidents kontor, Mikhailo Podoljak, betegner den russiske fremrykning ved Tjernobyl som et "fuldkommen meningsløst angreb fra russisk side".

Tjernobyl ligger stik nord for den ukrainske hovedstad, Kijev, ganske tæt ved grænsen til Hviderusland.

Fortsat øde

I 1986 nedsmeltede atomkraftværket ved byen efter en række fejl begået af de ansvarlige for værket. Det førte til markante radioaktive udslip, der spredte sig over et større område, inklusive dele af Sverige.

Området ligger fortsat øde hen, og der er efterfølgende bygget en større betonkonstruktion over den nedsmeltede reaktor for at begrænse den radioaktive stråling.

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland.

Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS