Stort flertal af FN-lande kræver Rusland ud af Ukraine

Rusland skal "straks" trække sine styrker ud af Ukraine, lyder det i FN-resolution vedtaget af 141 FN-lande

FN-resolutionen, der fordømmer Rusland, er vedtaget efter to dage med debat. Den er ikke bindende under international lov. Den har derfor mere en symbolsk betydning.
FN-resolutionen, der fordømmer Rusland, er vedtaget efter to dage med debat. Den er ikke bindende under international lov. Den har derfor mere en symbolsk betydning.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ved et hastemøde i FN's Generalforsamling onsdag kræver et stort flertal af medlemslandene, at Rusland trækker sig ud af Ukraine.

141 af de 193 medlemslande har stemt for en resolution, som fordømmer Ruslands invasion af Ukraine.

I resolutionen, som ikke er bindende, "kræver" de også, at Rusland "straks" trækker alle styrker ud af Ukraine.

35 lande undlod at stemme ved afstemningen. Kina var blandt de 35 lande, som undlod at stemme. Fem lande stemte imod resolutionen. Det drejer sig om Rusland, Syrien, Hviderusland, Eritrea og Nordkorea.

Ikke alle 193 lande kunne stemme ved forsamlingen, for eksempel fordi de har udestående betalinger.

Symbolsk betydning

Resolutionen er vedtaget efter to dage med debat. Den er ikke bindende under international lov. Den har derfor mere en symbolsk betydning.

Den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, takker FN's Generalforsamling for "resolutionen med et stærkt krav til Rusland om straks at stoppe det forræderiske angreb på Ukraine".

- Jeg er taknemmelig over for alle og hver eneste stat, som stemte i vores favør. I har valgt den rigtige side af historien.

- Verden er med os. Sandheden er på vores side. Sejren bliver vores, skriver han på Twitter.

Også Danmarks udenrigsminister tweeter om afstemningen.

- Klar besked: De ødelæggende konsekvenser af Ruslands forfærdelige krig kan ikke overvurderes, lyder det blandt andet fra udenrigsministeren på Twitter.

Blev hasteindkaldt

Søndag besluttede FN's Sikkerhedsråd at hasteindkalde til generalforsamling.

Det skete ved en afstemning, hvor Rusland ikke havde mulighed for at bruge sin vetoret.

Det er kun 11. gang siden FN blev dannet i 1950, at der er indkaldt til hastemøde i FN's Generalforsamling.

Ruslands mulighed for at afvise resolutioner i Sikkerhedsrådet betyder, at det ikke har været muligt at få vedtaget en fordømmelse i det forum.

Derfor er det i Generalforsamlingen, at sådan en fordømmelse er vedtaget.

Det krævede mindst 100 ja-stemmer at få vedtaget resolutionen.

2000 civile dræbt

Da Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen, stemte 100 lande for en resolution, der dengang erklærede folkeafstemningen om Krims status ugyldig.

Rusland invaderede Ukraine for knap en uge siden. Siden er flere end 2000 civile i Ukraine meldt dræbt.

Powered by Labrador CMS