Stormer svensk ambassade

Vrede irakere gik ind på den svenske ambassade og var der et kvarters tid, indtil sikkerhedsstyrker kom

Udgivet Opdateret

En gruppe irakiske demonstranter trængte kortvarigt ind i Sveriges ambassade i Iraks hovedstad, Bagdad, torsdag.

Det meddeler en fotograf fra nyhedsbureauet AFP.

Snesevis af demonstranter gik ind i bygningen og var der i omkring 15 minutter, inden de på fredelig vis forlod stedet igen, da sikkerhedsstyrker ankom til stedet.

Vrede over koranafbrænding

Personalet på ambassaden er i sikkerhed, oplyser det svenske udenrigsministerium til nyhedsbureauet TT.

Demonstranterne er vrede over, at en mand har brændt en koran i den svenske hovedstad, Stockholm, onsdag.

Angiveligt er det tilhængere af den indflydelsesrige irakiske prædikant Moqtada al-Sadr, der stod bag protesten torsdag.

Vil have dem udvist

Ifølge det kurdiske medieselskab Rudaw har han skrevet på Twitter, at den svenske ambassadør bør udvises.

- Udvis den svenske ambassadør, som repræsenterer et land, der er fjendtligt indstillet over for islam og støtter umoral, og bryd forbindelserne til det, skriver al-Sadr ifølge Rudaw.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var det privatpersonen Salwan Momika, som stod bag episoden i Stockholm. Han har irakisk baggrund og ville med afbrændingen rette en kritik mod islam.

Hjemkalder ambassadør

Koranafbrændingen har også vakt vrede andre steder i verden.

Onsdag meddelte Marokko, at kongeriget af den årsag har hjemkaldt sin ambassadør i Sverige.

I Tyrkiet fordømmer præsident Recep Tayyip Erdogan den svenske regering for at have tilladt den demonstration, hvor en mand satte ild til sider fra koranen.

Vil vise reaktion

- Vi vil før eller siden lære de arrogante vesterlændinge, at det ikke er tankefrihed at fornærme muslimer, siger Erdogan på tyrkisk tv.

- Vi vil vise vores reaktion så kraftigt som muligt, indtil vi opnår en beslutsom sejr over terrororganisationer og islamofobi.

Afvist fra Nato

Erdogans udtalelser kommer kun to uger inden et Nato-topmøde, hvor Sveriges anmodning om medlemskab af forsvarsalliancen skal drøftes.

Indtil videre har Tyrkiet sammen med Ungarn afvist at godkende den svenske anmodning.

Også i Iran, Saudi-Arabien, Egypten og Syrien er onsdagens koranafbrænding blevet kritiseret eller fordømt, skriver TT.

Irakiske sikkerhedsstyrker holder vagt ved Sveriges ambassade i den irakiske hovedstad, Bagdad, hvor snesevis af demonstranter torsdag kortvarigt trænge ind i bygningen i protest mod afbrændingen af en koran under en demonstration i Stockholm.
Irakiske sikkerhedsstyrker holder vagt ved Sveriges ambassade i den irakiske hovedstad, Bagdad, hvor snesevis af demonstranter torsdag kortvarigt trænge ind i bygningen i protest mod afbrændingen af en koran under en demonstration i Stockholm.

NATO

* Navn: Den Nordatlantiske Traktats Organisation.

* Historie: Politisk og militær alliance dannet i 1949 mellem 12 lande i Nordamerika og Vesteuropa. Medlemmerne lovede gensidigt at støtte og beskytte hinanden mod trusler fra Sovjetunionen.

* Kerne: Den såkaldte musketered - traktatens artikel 5 - siger, at et angreb på ét medlem regnes som et angreb på dem alle.

Musketereden har kun været aktiveret én gang: 12. september 2001, dagen efter terrorangrebene i USA.

* Medlemmer: 29 lande.

Stifterne var Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA.

Senere tilkomne medlemmer: Grækenland, Tyrkiet, Vesttyskland (senere Tyskland), Spanien, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien, Rumænien, Albanien, Kroatien og senest Montenegro.

* Hovedkvarter: Bruxelles i Belgien.

* Militærkommando: Shape (Supreme Headquarters Allied Powers Europe) i Mons i Belgien.

* Ledelse:

Generalsekretæren kommer traditionelt fra et europæisk medlemsland.

Øverste militære leder er per tradition en amerikaner. 

Natos øverste myndighed er Det Nordatlantiske Råd (NAC), der til daglig består af ambassadører fra medlemslandene. NAC har kontorer i Nato-hovedkvarteret og holder møder hver uge.

Med jævne mellemrum mødes NAC på udenrigs- eller forsvarsministerniveau. Stats- og regeringscheferne holder topmøde efter behov.

Hvert land har et medlem af Natos militærkomité, der fungerer som rådgiver i militære spørgsmål. 

Kilde: NATO
Powered by Labrador CMS