Statsminister i kæmpe comeback

En ny svensk regering ledet af Socialdemokraterna er onsdag blevet godkendt i Riksdagen

Stefan Löfven får grønt lys til at danne ny regering i Sverige.
Stefan Löfven får grønt lys til at danne ny regering i Sverige.
Offentliggjort Sidst opdateret

Socialdemokraternas leder i Sverige, Stefan Löfven, kan ånde lettet op efter to uger med en uafklaret politisk situation.

Onsdag er han igen blevet valgt som statsminister efter en afstemning i det svenske parlament, Riksdagen.

Han ventes fredag at oplyse, hvem der skal indgå i regeringen.

Ved afstemningen om Löfven som statsminister er der anvendt såkaldt negativ parlamentarisme.

Ikke flertal imod

Det betyder, at Löfven ikke behøvede en majoritet af Riksdagens 349 stemmer for at blive valgt.

Men det krævede, at der ikke var et flertal imod ham.

Og da der ikke var 175 eller flere stemmer imod ham, er han godkendt som statsminister.

Sverige blev for godt to uger siden kastet ud i politisk kaos, da venstrefløjspartiet Vänsterpartiet sammen med oppositionspartierne udtrykte mistillid til Stefan Löfven som statsminister ved en afstemning i Riksdagen.

Gør comeback

Derfor skulle han enten udskrive nyvalg eller gå af.

Han gik af, og derefter fik Moderaternas leder, Ulf Kristersson, mulighed for at forsøge at danne en borgerlig regering.

Men han måtte sande, at der ikke var nok opbakning til en sådan.

Derfor røg initiativet tilbage til Stefan Löfven, som altså nu igen er tilbage på posten.

Powered by Labrador CMS